DET EUROPÆISKE FORÅR af KASPAR COLLING NIELSEN

edf

DET EUROPÆISKE FORÅR af Kaspar Colling Nielsen

Roman – Gyldendal– 2017 – 349 sider – omslag af Andreas Kjærgaard – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Lolland var slet ikke, som Stig havde forestillet sig, selvom Elisabeth havde fortalt en masse og vist ham et utal af billeder. Måske havde han ikke lyttet ordentligt efter, men området var i hvert fald meget mere eksklusivt, end han havde forestillet sig, og dem, der allerede var flyttet derned, var succesrige folk fra København, Nordsjælland, Odense og Århus. Området var omgivet af et pigtrådshegn, og ved porten ved Guldborgsund stod der filippinske vagter bevæbnede med automatvåben. Små droner fløj langs hegnet. Beboerne var tilsyneladende ikke indskrænkede bonderøve, som han havde forventet. De gik i skjorte og med seler, i gammeldags jakkesæt ligefrem, de så smarte ud, og han kendte faktisk en del af dem fra København.”

Vi befinder os i en nær fremtid, som er ekstremt polariseret. Europa er i hastig forandring, og hele det danske samfund ændres fundamentalt over få år. Flygtninge- og integrationssituationen er eskaleret, og indvandrere og deres efterkommere segregeres til aflukkede, indhegnede ghettoområder. Til containerbyen Frederiksstad i Mozambique deporteres kriminelle, utilpassede og religiøst fanatiske indvandrere, i et desperat forsøg på at genoprette ro og orden. Lolland er omdannet til en rigmandsghetto, hvor kultureliten og andre pengestærke danskere isolerer sig, i et idyllisk Morten Korch-samfund. Droner er en selvfølgelig del af den daglige drift og bruges til alt fra overvågning til udsmykning af huse. Forskningsprogrammet RAID eksperimenterer med Hybrid Intelligens og det er ikke bemærkelsesværdigt at støde på en hund der læser avis eller en fugl der kan tale.

I Det europæiske forår er det vildest tænkelige en mulighed. Men hvad har egentlig en værdi, når alt pludselig er tilgængeligt? Hvad sker der, når grænsen opløses mellem kultur og natur, mellem robot og organisme, mellem virkelighed og fiktion, mellem det fysiske og det sjælelige?

Det har været ualmindeligt svært for mig at få færdiggjort anmeldelsen af Det europæiske forår. Måske fordi det er en bog, der splitter mig, og som det er svært at have en entydig holdning til. Jeg har haft svært ved at forstå præcis hvilket ben jeg skulle stå på. For det er en bog der vil en hel masse på samme tid, hvilket – for det meste – lykkes meget godt. Det europæiske forår er grotesk og plat, fjollet, overdrevet, grænsesøgende, provokerende og absolut underholdende. En uhyggeligt nærværende fremtidsskildring og samtidskritik. Det er en roman der lægger op til refleksion, til en slags konfrontation med egne grænser og værdier. Og netop denne uundgåelige refleksion over samfund, eksistens, moral, etik og fremtid er hvad der, trods op og nedture i læseoplevelsen, gør romanen absolut anbefalelsesværdig. Det europæiske forår vil en masse ting og efterlod mig med en slags litterær tinnitus eller granatchok, men den efterlod mig altså med noget, hvilket få bøger i grunden formår. Og uanset hvilke tangenter Kaspar Colling Nielsen bevæger sig ud ad, så formår han altid at fastholde min opmærksomhed fra det første ord til det sidste. 4/6 hjerter.

hjerter

Intreagued? Find Det europæiske forår her.

 

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

edf

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

Historisk roman – genudgivelse – Lindhardt og Ringhof – 2017 – 550 sider – omslag af Simon Lilholt/Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hvad skal jeg fortælle dr. Jordan om denne dag? For nu er vi der næsten. Jeg kan huske, hvad jeg sagde, da jeg blev arresteret, og hvad forsvareren, mr.  McKenzie, sagde, jeg skulle sige, og hvad jeg ikke engang sagde til ham; og hvad jeg sagde under retssagen, og hvad jeg sagde bagefter, hvilket var noget andet igen.  Og hvad McDermott sagde, jeg sagde, og hvad de andre sagde,  jeg måtte have sagt, for der er altid dem, der er villige til at forsyne én med deres egne taler og lægge dem i munden på én med det samme; og slige folk er taskenspillere, der kan bugtale, på markeder og gadehjørner, og man er bare deres trædukke. Og det var sådan, det var under retssagen, jeg stod der i vidneskranken, men jeg kunne lige så godt have været lavet af stof og udstoppet, med et porcelænshoved; og jeg var selv lukket inde i den dukke, og min sande stemme kunne ikke slippe ud.”

Grace Marks sidder i fængsel, dømt for medvirken på det bestialske mord på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Efter at have undsluppet galgen og afsonet 16 år i skiftevis sindssygeanstalt og fængsel, besøges hun af den unge dr. Simon Jordan, som har til opgave at udrede Grace for hukommelsestab og sindssyge. Gradvist fortæller hun sin historie og lader dr. Jordan vide mere og mere om tiden op til, under og efter den frygtelige hændelse der forsejlede hendes skæbne for altid. Graces hukommelsestab gør det svært at gennemskue hvad der virkelig er sket, hvilken rolle hun har spillet og hvorvidt hun bærer skyld eller ej. Hele tiden må  dr. Jordan kæmpe for ikke at lade sig rive med af Graces fængende fortælling, og finder hele tiden sig selv tvivlende på sandheden af hendes historie. Er Grace uskyldig? Sindssyg? Eller er hun blot en uhyre dygtig manipulator og løgner?

Den historiske roman, Alias Grace trækker på en af Canadas mest berygtede mordhistorier fra det 19. århundrede. I romanen fusionerer gamle tilståelser, vidneudtalelser og faktiske beretninger med en særdeles  gennemført fiktion. Historien er meget velkomponeret og gennem bogens 550 sider var jeg næsten konstant underholdt og spændt på at vende næste side. Kun få passager med brevkorrespondance i romanens spæde start var en smule langsommelige, men viste sig selvfølgelig at bygge fundament for senere, vigtige dele af beretningen. Det er uden tvivl et imponerende researcharbejde der ligger bag romanen, som er en samtidsskildring i ligeså høj grad som en spændingsroman.

Sproget i Alias Grace er bemærkelsesværdigt, i det vellykkede møde mellem datidige kringlede formuleringer og en sproglig ligetilhed, nutidigt og datidigt sprog forenes på fineste vis. Desuden er beskrivelser af helt små ting, naturen, eller måden et hvidt klæde hænger på en tørresnor, så fuldendt lyrisk beskrevet, hvilket bidrog til en meget positiv læseoplevelse. Gennem fortællingen veksler synsvinklen ofte og læseren tilbydes adgang til hovedpersonerne på skift, hvilket gør fortællingen meget nuanceret. Alias Grace er en fortælling med mange lag, og det er ikke svært at få øje på Atwoods samfundskritik, fx i forhold til køn, eller samfundets forståelse af sindssyge.

Alias Grace, denne vanvittigt interessante og indholdsbastante roman, pakket ind i  lærred og orange skønhed, har ind imellem fået mig til at ønske, at min, ellers ret lange daglige togtur, ville fortsætte lidt endnu. Alias Grace er en roman der er næsten umulig at lægge fra sig, som spiller på læserens etik, moral og empati. Ligesom dr. Jordan bliver man i tvivl om, hvad der egentlig er sandt, falskt, hvad der er virkelighed og hvad der er drøm – for denne følelse af omtåget drømmeverden går som en grundtone gennem romanen, man indhylles på en måde i den drømmeverden Grace siges at havne i. Jeg kan kun anbefale Alias Grace til alle der har hang til både en psykologisk spændingsfortælling og et lyrisk sprog. Det er en enestående roman. 5/6 hjerter.

hjerter5

cof

Efter HBO’s succes med serien The Handmaids Tale, som er bygget på Atwoods roman fra 1986 af samme navn, bliver også Alias Grace filmatiseret (serieficeret – er det et ord?) og har premiere på Netflix fredag d. 3/11 2017. Efter at have siddet åndeløst klistret til skærmen og set The Handmaids Tale, glæder jeg mig afsindigt til premieren på Alias Grace. Og hvis serien er bare en tredjedel så fængende som bogen, så er jeg tilfreds!

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

cof

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Roman – Gladiator – 2017 – 375 s. – omslag af Clara Birgersson  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Altså jeg elsker hende ikke engang, og vi har nu været sammen i næsten 10 år. Og vi har fået barn sammen! Hvordan er jeg havnet i det her forhold og i det her liv? Han turde ikke sige alt det højt. Det ville bare være så pinligt at indrømme den største løgn i hans liv. Men løgnene har den egenskab, at de kan suge livsglæden helt ud af den, der ikke kan undvige dem. De kan slagte ens følelser og fornemmelser med den sløveste kniv.”

Ivan er kommet til Danmark som flygtning fra Balkan-krigen i begyndelsen af 1990’erne. Han er forfatter og arbejder til dagligt som serbokroatisk tolk i retssale og flygtningelejre. Han støder hyppigt på andre med samme efternavn som han selv, ja sågar med både samme fornavn og efternavn. Alle er de, som Ivan selv, indhyllet i løgn og bedrag, idet de ikke rigtig har noget at flygte fra. Ivan bor sammen med Marie, som han aldrig har elsket, og som han har fået nogle af sine adskillige børn med. Ivan er damernes ven, hans appetit på kvinder er stor, og en stor del af romanen fortælles gennem disse kvinders øjne. Ivans kvinder er naive, neurotiske, overfladiske, stereotype, dominerende, vrede, forurettede, uforståelige væsner, hvis skæbner på forskellig vis er formet af Ivan.

Ivan er aldrig tilfreds. Hans flugt fra hjemlandet fortsætter i lang tid efter ankomsten til Danmark, en flugt fra sig selv, sine følelser, sine medmennesker og fra livets generelle stilstand. Flugten resulterer i en grundlæggende og kontinuerlig hjemløshed, som får ham til at flakke hvileløst rundt, og at indhylle sig selv og alle andre i et spind af løgne, i sin søgen efter lykken og kærligheden – efter dén større eller mindre detalje, der kan give ham sindsro, og som i hans øjne nødvendigvis vil udgøre den ændring i tilværelsen, han så desperat søger.

Det er både svært og nemt at holde af Ivan. Hans overfladiske og egoistiske tilgang til livet og menneskene i det vender læseren imod ham, men samtidig kan man ikke andet end at holde lidt af hans vægelsind, hans grundlæggende forvirring og hans komiske, desperate væsen. Og netop det komiske bærer fortællingen, som uden dét lag, ville være ordinær, omstændig og grænsende til kedelig.

Romanens tragikomiske stil er ikke som noget andet jeg tidligere har læst. Komedie er som oftest ikke en litterær genre jeg bevæger mig i. Men i Ivan Blank er sarkasmen og det tragikomiske ganske vellykket og underholdende. Jeg læste i sarkasmen i Ivan Blank en samfundskritik, en fortælling om en mand i et samfund, som aldrig stopper med at stræbe og optimere. Som swiper til højre eller venstre uden større omtanke, for hele tiden at komme videre til noget større, bedre, mere lykkeligt og perfekt. Og som i høj grad mangler selvrefleksion i processen. Ivan er en egoistisk idiot, han forringer livet på dem, som burde være i hans fokus. Hans børn og deres mødre lider store tab mens han bare banker videre i tilværelsen, i sit egocentrerede vakuum.

Man kan undre sig over Ivans evne til at tiltrække kvinder. I fremstillingen af både ham, andre mandlige karakterer og kvinderne omkring Ivan opstår en skarp kønsdikotomi, som jeg ikke fandt komisk, men bare tragisk. Til trods for en marginal nuancering, opridses to modsatrettede, karikerede køn: Kvinden, som er moder eller erotisk objekt, oftest sur og skrap, og så manden, der er overfladisk, evigt underlagt sin krops lyster og begær og knapt i stand til at varetage sit eget liv, helt fra huslige opgaver som opvask og rengøring (som kvinden klarer) til overordnet rammesætning og realistisk livsplanlægning. Mændene i Ivan Blank svæver rundt uden rigtigt at knytte sig til nogen og noget, kvinderne holder stædigt fast i orden, struktur og kaster deres kærlighed på Ivan gennem et moderligt behov for at redde ham.

Trods velskrevethed kommer Ivan Blank aldrig rigtig ind under huden på mig. Og trods romanens oftest vellykkede ironi og tragikomiske stil, vinder Ivan ikke den grad af sympati, der skal til, for at udholde en så træg og magtesløs fortælling. Romanen lykkes godt i sin komposition, og var trods de mange brud i kronologien, en glidende og behagelig læseoplevelse. Desuden er den med sit grafisk skarpe, farvemættede omslag en fryd for øjet. Men romanen mangler noget oprigtigt interessant, en kerne som går ud over den lidt komiske fortælling om en mand, om (virkeligheds)flugt, rod- og hjemløshed. 3/6 hjerter for en underholdende og velskrevet, men ikke synderligt nuanceret eller interessant fortælling.

hjerter3

APRIL 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen

cof

APRIL 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen

Roman – Gyldendal – 2017 – 192 s. – omslag af Andreas Kjærgaard  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“I Bibelen bygger israelitterne en kalv af guld som de i deres utålmodighed begynder at tilbede mens Moses er oppe på Sinaibjerget for at tale med sin gud. Det er aldrig sket, det er et digt. Men at Nettet har fjernet kunsten, der længe blev tilbedt som noget dybere, noget hinsides det enkelte menneskes kapacitet, det er en realitet. Og Thomas synes faktisk at Nettet er det tætteste mennesket nogensinde har været på noget guddommeligt.”

Vi befinder os i en nær fremtid. Teknologien har udviklet sig i en retning, hvor alt foregår på en skærm – en iScreen. Internettet har udviklet en rationel bevidsthed, og alt der ikke er nyttigt, annulleres. Dette gælder for al kunst, som forinden er blevet digitaliseret. Kunstværker, bøger, LP’er – alt sammen er destrueret i fysisk form og nu også i digital form. I April 2026 møder vi bl.a. Joachim, som er kunstformidler og som er gået fra skepsis til begejstring, ift. digitaliseringen af kunst. Men han begynder at glemme. Hvad han laver, hvor han er, hvad der er sket. iScreenen er hans eneste hukommelse, og han er efterhånden komplet afhængig af at den virker. Vi møder Nicholas, som sælger analoge bøger på det sorte marked, og som er desperat ved tanken om snart at løbe tør. Esther, som er blevet berømt fordi hun forudså hvilken udvikling internettet ville undergå, og Christian, som følte sig frigjort da kunsten forsvandt. En række små, novelleagtige fortællinger, som giver hver deres vinkel på et fremtidigt samfund, hvor internettet har taget over, og hvor mennesket underlægges teknologien.

April 2026 er fantastisk fordi den er så gennemtænkt. At al kunst vurderes som unyttigt og fjernes er hovedideen. Men de små historier som tilsammen udgør romanen fortæller om strukturelle forandringer, om uddannelsesinstitutionernes og arbejdsmarkedets udvikling, politiske forandringer og det politiske potentiale i en total digitalisering, alle vinklet fra forskellige perspektiver, men med en gennemgående rød tråd. Romanen er så gennemarbejdet at jeg købte hele konceptet uden at studse over overdrevne eller urealistiske elementer, som fremtidsromaner ellers ofte tilbyder. Måske er det fordi det ikke er svært at forestille sig, at vi kunne havne et sted i nærheden af det samfund der skildres, at fremtidsscenariet ikke er så urealistisk endda.

Som kulturformidler føler jeg mig nødvendigvis truffet af fortællingens tese om digitalisering og nyttevurderinger: Som humanist i det hele taget er det til tider svært at blive taget alvorligt, fordi der netop hersker en nytte(løs)tanke omkring kultur- og humanvidenskaberne. Fordi det vi arbejder med ikke kan måles eller vejes efter samme parametre, som de naturvidenskabelige uddannelser. Fordi kulturen forstås som “det ekstra” og ikke det fundamentale.

April 2026 er en skræmmende, underholdende, velskrevet, gennemtænkt, helt fantastisk roman. Fremtidsdystopisk og teknologifilosofisk. Jeppe Krogsgaard Christensen skriver med et flow og en tilgængelighed, som gør læsningen til en gennemført behagelig oplevelse, hvilket fik mig til nærmest at sluge bogen i én mundfuld. Det er en kæmpe fejl, at jeg ikke tidligere har læst noget fra hans ellers roste forfatterskab, noget, som jeg agter at ændre på hurtigst muligt. Både gennem form og indhold minder han mig om Kaspar Colling Nielsen (som i øvrigt snart er aktuel med en ny bog!), hvilket, hvis nogen skulle være i tvivl, skal forstås som en kæmpe ros herfra. Og mine tanker henledtes også til The Handmaids Tale, den populære og prisbelønnede fremtidsdystopiske HBO-serie, baseret på Margaret Atwoods roman fra 1980’erne. Læs April 2026 for en underholdende læseoplevelse, for at sætte gang i nogle refleksioner, for fornøjelsen af en fantastisk gennemarbejdet bog. Læs den! 6/6 hjerter.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

8702238952

“Ventehjulet” er et meget rammende, gennemgående billede og symbol i romanen.

cof

Selv min halvandet-årige ville gerne have snitterne i bogen ❤

BUNGALOW af Inghill Johansen

IMG_20170830_144747.jpg

BUNGALOW af Inghill Johansen 

Roman – Forlaget Silkefyret – 2017 – 132 s. – omslag af Michelle Melissa Jacobsen  – anmeldereksemplar fra forlaget

“Huset tager styrken fra mig. Det borer sig ind i mig og gør mig svag. Det er i færd med at overtage mig, sluge mig, selvom det egentlig var det modsatte der var meningen. Når jeg trækker vejret, skærer glasset fra vinduerne sig ind i mine lunger, og når jeg strækker mig, er min ryg ligeså stiv som bjælkerne i væggen. En nat drømte jeg at der blev trukket et rør ned i min hals, jeg mener det var af kobber. Da jeg vågnede, var halsen øm og stemmen rusten. Jeg holder fast i tanken om at være låst fast i noget. Noget der burer mig inde. Indtil nu har jeg troet, at jeg havde brug for det, havde brug for huset, havde brug for væggene, gulvet, trapperne. At det var dem som holdt mig oppe. At uden alt det ville min krop bare flyde ud i landskabet som en slags slatten dej. Men nu forstår jeg at jeg har taget fejl, det er omvendt.” 

Bungalow handler – som titlen indikerer – om et hus. Efter sin mors død arver jegfortælleren huset, som hendes bedstefar byggede lige før Anden Verdenskrig. Men hun kan ikke forene sig med huset, det tager ikke imod hende. Da moren dør, begynder huset at falde fra hinanden, listerne rådner, fundamentet smuldrer. Huset, som skulle være et stabilt hjem og give hende ro, er i stedet fremmed for hende, afstøder og isolerer hende.

Inghill Johansen skriver på nærmest knausgaardsk vis om små dagligdagsting på en måde, som gør dem interessante. Punktromanens små tekststykker giver her og der nyt blod til for længst automatiserede handlinger og oplevelser, fastholder læserens interesse trods et nærmest ikke-eksisterende handlingsforløb. Sproget er ligetil, nærmest minimalistisk, omhandlende store og små følelser, stilstand, magtesløshed, sorg, ensomhed og tab. Gennemgående er den overbevisende nedbrydning af grænsen mellem organisme og genstand, krop og hus. Mennesker, dyr og planter flyder sammen i stærk metaforik, og små handlinger og hændelser peger på større eksistentielle spørgsmål og overvejelser. Og så trækkes der et fint spor af underspillet humor gennem romanen.

Bungalowen danner ramme omkring fortællingen. En bungalow er en kvadratisk bygning i ét plan, med et fladt eller let skrånende tag. Der ingen trapper, ingen assymetri, ingen overraskelser eller uforudsete muligheder. Der er vægge, gulv og loft, som kan beskytte dig – eller holde dig fanget og isoleret. Jegfortælleren i Bungalow befinder sig i et ambivalent gensidigt afhængighedsforhold til huset, hun længes efter handling, efter forandring og progression, men hun giver samtidig op og synker ned i den trygge ligegyldigheds vakuum. I takt med husets forfald, går også hun fra hinanden. Mens tapetet slipper væggen og skabslågerne løsner sig fra sine hængsler, giver hun op. Og alligevel får man et lille glimt af håb, en udsigt til forandring.

Læsningen af Bungalow var en blandet fornøjelse. Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring. Ikke fordi romanen er svær at læse, men fordi punktromangenren ofte kræver en højere grad af refleksion, før et egentligt sammenhængende narrativ træder frem. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

 

LÆSESTAKKEN: AUGUST

IMG_20170830_114253.jpg

Det var så den sommer. Hvis man ellers kan kalde det for sommer. Til gengæld har det tvivlsomme vejr været en oplagt undskyldning for at sidde indenfor med benene oppe og læse en masse gode bøger.

Min august har budt på lidt af hvert; hele tre debutanter – heraf to romaner og en enkelt digtsamling, essays fra altid inspirerende Siri Hustvedt, farvefulde bøger og kontrastfulde, farveløse bøger, store læseoplevelser og mindre skuffelser. Her er en lille opsummering:

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Louisiana Literature-aktuelle Siri Hustvedt har bedrevet noget af en bog med En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Hun berører kunst, køn, feminisme, (den fejlagtige) adskillelse af krop og sind, og så bygger hun bro mellem naturvidenskab og humaniora, hvilket er særdeles tiltrængt. Det har sjældent været så stor en fornøjelse at læse essays om forholdsvis træge emner, som i dette tilfælde. Læs hele anmeldelsen her.

VI ER VEL HELTE  af  Liv Nimand Duvå

Fantastisk smuk og velskrevet debutroman  fra dansk Liv Nimand Duvå, om alkoholisme, sorg, svigt og om det særlige afhængighedsforhold der opstår mellem et barn og en forælder med et misbrug. Læs den. Og læs anmeldelsen her.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Endnu en stærk debut! Johanne Kirstine Falls har bedrevet en roman om anoreksi og psykiatri, som ikke bare er velskrevet, men også fuld af selvironi og humor. Læs mere her.

TERMIN – EN FREMSTILLING AF VOLD I NORGE af Henrik Nor-Hansen

En lille, smuk roman, som gennem en eksperimenterende form belyser volden i samfundet og i sproget. Jeg var dog noget skuffet over denne roman, der ikke levede op til mine forventninger. Læs hvorfor i den fulde anmeldelse.

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

En stærk skønlitterær debut, om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig og død. Stærk og ubehagelig læsning, som dog var en smuk litterær oplevelse. Jesper Gaarskjær har styr på sin rytme og form, og jeg var allround ret begejstret. Læs mere om digtsamlingen her.

Nu kan efteråret bare komme an – jeg har en masse spændende læsning på programmet, blandt andet en komedie om kærlighed, utroskab, løgn og bedrag, en børnebogsklassiker, en kridhvid skønhed og meget andet lækkert. Følg med, også på Facebook og Instagram!

 

TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

cof

TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

Roman – Forlaget Silkefyret – 75 s. – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I løbet af efteråret er det muligt, at Kjetil Tuestad skulle have mistet tilliden til sine nærmeste. Han havde været sygemeldt i snart et år. Kjetil skulle tage stilling til, om han ville ende på forsørgelse eller fortsætte som elektriker ved Rosenberg Værft. Han ønskede på det tidspunkt at studere sociologi. Man havde forklaret ham, at det  ville blive vanskeligt for ham at læse videre. I perioden skulle Kjetil have fremstået noget rådvild. Han isolerede sig fra familien. Man ved, at de blev urolige. Der var opstået en situation, hvor Kjetil Tuestad undgik al menneskelig kontakt.”

Kjetil Tuestad bliver overfaldet Sankthansaften 1998. Det mistænkes at være meningsløs vold, og efter et halvt år henlægges sagen. Nu skal Kjetil til at vende tilbage til samfundet, hvilket har sine udfordringer. Han føler sig ændret og fremmedgjort overfor de, der før var hans nærmeste. Han oplever en række neuropsykiatriske senskader og lader sig året efter indlægge på psykiatrisk afdeling i Stavanger. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en fortælling om flere voldsepisoder og deres følgevirkninger, men det er også en meget større fortælling om vold i Norge, om hvordan mange faktorer i samspil kan rykke et samfund tættere og tættere på afgrunden.

Romanens form er ret interessant og fungerer rigtig godt i samspil med handlingen. Der rapporteres, i højere grad end fortælles, hvilket giver en gennemgående distance og anonymitet fra fortælleren og samtidig en professionalisme, som var det en politirapport eller en lægejournal og ikke en roman. Der ligger en konstant uvished gemt i sproget, gennem sætningernes, til tider anstrengende, ensartede udformning; man ved, at …, man sagde at …, Kjetil fortæller, at …, man mener, at …, osv.  Sproget, som ellers i sin enkelthed fungerer eminent som stemningsangiver, har nogle knæk, som gennem læsningen irriterede min danskfaglighed grænseløst – som fx “han bedte”, “det var en kælderværelse” og fejl i hans og sin. Selvom der er tale om sproglige småfejl, så indikerer det, at der er sjusket med korrekturen, hvilket er voldsomt ærgerligt. Den fragmentariske måde romanen er skrevet på, giver læseren indblik i Kjetils traumatiserede hjerne, i hans tankers pseudoliv. Det upersonlige sprog  og den jegløse fortæller understreger en mellemmenneskelig distance, udøver en form for sproglig vold på de voldsomme handlinger og traumatiserede mennesker der beskrives. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en strøm af observationer, voldsomme hændelser og ligegyldige sidebemærkninger, et følelsesforladt virvar af information. Det er en voldsom og tankevækkende roman, som desværre er sprogligt sjusket eller simpelthen udygtigt fremført.

Visuelt er der ikke en finger at sætte; jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; de har saftsusemig styr på æstetikken hos Forlaget Silkefyret. Enhver udgivelse derfra, som jeg har stået med i hænderne, har været smuk og indbydende og Termin er ingen undtagelse. Det er en lille bog, omslaget er farveløst, og alligevel er printet, det kontrastfulde sort/hvide så fint og samtidig så dramatisk, at det understøtter romanens alvor perfekt. Og omslaget skal aldrig undervurderes, men det kan I jo læse mere om her. Desværre er æstetik ikke alt, og mine forventninger til romanen Termin – en fremstilling af vold i Norge blev ikke indfriet. Romanen som både er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017, og som er rost til skyerne i tidligere anmeldelser, får altså kun 3/6 hjerter herfra.

hjerter3

 

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

DER ER ALTID NOGEN AT  BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Roman – 248 s. – Forlaget Gladiator – omslag af Clara Birgersson – udgivet d. 10. august 2017 – anmeldereksemplar

“Jeg ligger i min celle og kigger ud ad vinduet. Der er stjerner på himlen, og jeg kan se månen. En stjerne falder fra himlen, og jeg ønsker det samme, som jeg har ønsket mig, siden jeg var barn. Jeg ønsker mig, at jeg ikke havde en krop. Jeg klemmer mine øjne i og spænder i kroppen, folder mine hænder. Da jeg åbner mine øjne, er stjernen og dens lysslør ikke længere at se på himlen, men jeg ønsker stadig. Jeg ønsker, at jeg bare var en bevidsthed, der svævede rundt uden masse, uden muskler og knogler og fedt. Jeg ønsker, at jeg var luft og gennemsigtig, allerhelst usynlig, noget, der flød og fløj uden at være, uden at optage plads i verden.”

Sult og selvskade, hallucinationer og overvejelser om liv og død, krop og sind. Der er altid nogen at befri er en fortælling om Katrina, som indlægges på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling, for at få hjælp til at komme ud af sin anoreksi. Vi møder hende til en indlæggelsessamtale, ledsaget af hendes bekymrede kæreste Jakob. Han kan ikke længere tage ansvar for hende – hun er nede at veje 42 kilo, har ikke haft menstruation længe, og er langt væk fra en sygdomserkendelse. De næste tre måneder kæmper hun skiftevis mod at blive fastholdt i, og at blive befriet fra anoreksien.

I romanens begyndelse irriterede Katrina mig enormt, med hendes nedladende og fordømmende attitude overfor dem omkring hende. For eksempel gives der et virkelig karikeret billede af kvinden Sasha, som er SOSU. Hun er tyk, har bumser, køber Disneyfilm på tilbud i føtex og læser Jussi Adler Olsen (som Katrina ikke engang kender). Men hurtigt lærte jeg, at hendes negativitet må tilskrives hendes sygdom, som får hende til at distancere sig fra alle andre. Anoreksien gør hende ude af stand til at føle særlig meget, hvad end det er kulde og varme på kroppen, eller empati. Løbende gennem romanen vinder Katrina mere og mere sympati, sideløbende med hendes sygdoms udvikling. Fortællingen starter og slutter i tredje person, men fortælles ellers fra Katrina som førstepersonsfortæller, hvilket giver læseren et unikt indblik i en ung, anorektisk kvindes virkelighedsfjerne tanker, løgne og selvbedrag. Gennem Katrinas øjne får læseren et særdeles troværdigt indblik i et sygt mindset, man indføres så grundigt i hendes tanker, at det til tider kan være svært selv at skelne mellem virkelighed og hallucination.

De skizofrene, som anoreksipatienterne deler afsnit med, beskrives til tider komplet barnlige og mentalt udviklingshæmmede, hvilket måske peger på Katrinas opfattelse af hvordan mennesker med skizofreni er. Men da hun selv bliver hallucinatorisk og medicineres mod selvsamme sindslidelse, udvides hendes – og læserens – forståelse af hvordan mennesker med skizofreni faktisk er. Ligesom med anoreksien, er der mange forskellige mennesker, som kæmper med skizofreni, ligesom med anoreksi misforstås de, stigmatiseres og forenkles. Anoreksi forenkles til en ekstrem slankekur, skizofreni til en personlighedsspaltning eller en mentalretardering. I Katrinas tanker om de to grupper ser jeg et samfundskritisk potentiale. Der flyder en sarkastisk og ironisk tone gennem romanen, som til tider virker samfundskritisk, og andre gange bare fungerer som et friskt glas vand at sluge en bitter pille med. Det er noget af en bedrift, at skrive en så alvorlig roman, med så megen humor. Der er altid nogen at befri fremkalder sorg og medfølelse, og får samtidig læseren til at stoppe op i teksten og trække på smilebåndet. Den indsigt der tilbydes, er en bedre forståelse af spiseforstyrrelsens væsen, og som uindviet har jeg lært noget af romanen. Anoreksi kan være et ønske om at forsvinde, ikke bare fysisk, men også psykisk, at ville forsvinde ind til ingenting, optage minimal plads i verden og på den måde flygte fra krav og forventninger eller noget tredje. Katrina ønsker ikke bare at dø, at gøre en ende på det hele. Hun er gennemsyret af en ambivalens – en kamp for at bevare kontrollen og et desperat håb om at slippe den. Det er en velskrevet, barsk roman, en vigtig indsigt i en skræmmende og tankevækkende lidelse. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

cof

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

Roman – 168 sider – Forlaget Kronstork – 2017 – omslag af Paula Nimand Duvå – anmeldereksemplar

“Spotlyset blinker det sidste nummer ind. Du kigger ikke længere ud over scenekanten. Snart er koncerten forbi, og du ved det. Herfra falder tonerne kun dybere. Dine åndssvage løgne, du kan ikke længere skjule dem. Du klamrer dig til bassen. Hvorfor er vi ikke mere desperate, hvor blev skriget af, drømmene? Hvorfor råber jeg aldrig, vi vil jo altid være i det her sammen, hvorfor raser jeg ikke? Der er ingen steder at gemme sig. Jeg findes først i vi.”

Billie er barn af en alkoholisk far og en fraværende mor. Hun lever mellem to liv – et som politisk aktivist i Berlin sammen med kæresten Zaid, og et i Danmark hos sin far, som, gennem sin alkoholisme, bevæger sig tættere og tættere på afgrunden. Faren falder og Billie samler ham op igen, og igen og igen, indtil han endelig falder en sidste gang. Mellem sin drøm om at yde lægehjælp i verdens brændpunkter og sine omsorgsforpligtelser overfor sin far, mister Billie et egentligt selvstændigt liv, hun svæver i et magtesløst limbo og mister følingen med sig selv. Hun mister sig selv i de helteroller hun skal spille i andres liv. En helterolle, som forventes af hende alle steder fra; fra hendes far, farens kæreste, Zaid, lægerne, terapeuterne og måske også hende selv.

Vi er vel helte, som er Liv Nimand Duvås debutroman, er et værk med solide litterære kvaliteter og en vigtig historie at fortælle. Romanen giver et hjerteskærende præcist indblik i det afhængighedsforhold, der opstår mellem barn og forælder i et alkoholmisbrug, hvor rollerne byttes om – hvor barnet forventes at være den voksne.

Romanen er vigtig, både fordi den giver et indblik i et desværre ikke sjældent familieproblem, og fordi den kaster et kritisk blik på vores sundhedssystems tilgang til alkoholismebehandling. Og så stilles der spørgsmålstegn ved samfundets forståelse af alkoholisme som værende selvforskyldt og ikke en rigtig sygdom – noget der stigmatiserer dem, der lever i skyggen af alkoholisme. Romanen er umådeligt velkomponeret, sproget er lyrisk og smukt, gennem det smukke beskrives det grimme.

Vi er vel helte er en fortælling om afhængighed, både hvad angår alkohol og mennesker, om sorg, ensomhed, vrede, skyld og skam. Det er en fortælling om den ambivalente følelse, som er et vilkår for mange børn af alkoholikere; at man på samme tid frygter og længes efter sin fars død, fordi der i døden er sorg og afsavn, men også afslutning og frigørelse.

Jeg læste Vi er vel helte med samme ambivalens; jeg havde svært ved at lægge romanen fra mig og samtidig lyst til at holde op med at læse, stoppe ubehaget og sorgen. Det må tilskrives forfatterens sproglige dygtighed og fortællingens oprigtighed. Vi er vel helte er en roman, som du skal læse med mentalt overskud og robusthed, for den er gennemsyret af en magtesløshed og en melankoli, som er svær at ryste af sig. Ikke desto mindre er det en roman du skal læse, og Liv Nimand Duvå er uden tvivl en forfatter, der er værd at holde øje med i fremtiden. 5/6 bristende hjerter herfra.

hjerter5