Bogklubnoter #1


Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

BOGTANKER #6: LITTERÆR NYSGERRIGHED

cof

Du har måske oplevet det – at tale om bøger med en ven eller bekendt, som tidligt i samtalen smider det tunge kort: “Jeg læser kun (indsæt genre)”. Ligesom “Jeg hører kun hvad de spiller i radioen”, eller “Jeg spiser kun mad der ikke er krydret”. Hvad end det handler om bøger, mad, musik, kulturelle oplevelser, eller noget helt femte, så er det en udmelding, som jeg gang på gang ærgrer mig over. Giv din hjerne noget udfordring!

Jeg får flashback til følelsen fra min spæde ungdom i provinsen. Det forventedes, at man valgte side og forholdt sig hovedløst loyalt til denne. Er du poptøs? Eller skater? Hop så ned i én af kasserne – og bliv der! 

Det er et menneskeligt grundvilkår at søge kategorisering. At finde et fællesskab i, at tilhøre en gruppe, at gøre det samme som de andre i gruppen. At genkende sig selv i gentagelsen. Og når det kommer til musik og litteratur, så er det faktisk stadig sådan, i det ellers så (nogenlunde) nuancerede voksenliv. Hvis du primært læser krimi, så er du en bestemt type. Hvis du kun læser svært tilgængelig faglitteratur, bestemte dagblade og få snævre skønlitterære udgivelser, så er du en anden, men ligeså karikeret type. Og det samme, hvis du erklærer din kærlighed til young adult og kærlighedsdramaer. Du er hvad du læser, og det er vel sådan set også ok. Det jeg læser siger i hvert fald noget om, hvem jeg er, og hvad jeg interesserer mig for. Men det bliver i mine øjne problematisk, når vi søger en bestemt genre eller form i en grad, hvor alt andet udelukkes, hvor den litterære nysgerrighed blokeres. For der stopper vores potentiale for udvikling også.

Selv har jeg haft nogle af de største øjenåbnende bogoplevelser i mødet med litteratur som jeg ikke selv umiddelbart ville have valgt. Når man er under uddannelse støder man, i hvert fald på universitetet, ofte på denne type læsning, men i voksenlivet er det slut med pligtlæsning og derfor også, for nogens vedkommende, slut med at udfordre sig selv litterært. Og dét synes jeg er ærgerligt.

Så en venlig opfordring herfra; hold aldrig op med at være nysgerrig og opsøgende. Lad aldrig dig selv begrænse af hvad du plejer og ikke plejer at læse. Forsøg dig med en bog i ny og næ, som ikke nødvendigvis er et oplagt valg for dig. Det værste der kan ske, er, at du bliver bekræftet i at bogen ikke faldt i din smag. Eller også bliver du positivt overrasket og får en helt unik læseoplevelse med dig.

 

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.

BOGTANKER #3: ER DER EN ANMELDER TIL STEDE?

2017-06-29 (2)

Anne Sophia Hermansen er ny kulturredaktør på Berlingske og hun har en plan. Hun spørger os:

“Kan Asger Aamund anmelde Anders Fogh Rasmussens ”Fra socialstat til minimalstat”? Kan Eva Selsing anmelde Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert? Og hvad med Eva Harlou – hvad siger hun til Bohrs Tårn, brune værtshuse eller den redesignede Ken-dukke?”

Såkaldte holdningsmennesker skal lave kulturanmeldelser med det formål at gøre anmeldelsen bredere end bare et æstetisk blik på et stykke kunst. Kulturen skal have større relevans og gennem bedre anmeldelser skal flere lokkes ind i kulturen. Vi skal erkende en gang for alle at objektivitet er en umulighed og så skal de der anmelder i stedet bruge deres profil aktivt til at give læseren en ny vinkel på kulturen – de skal helt legitimt anmelde ud fra deres egen subjektive position.

Jeg synes at projektet er interessant og nye vinkler på et til tider snævert og elitært panel af kulturrsmagsdommere bydes velkommen herfra. I kølvandet på hele misæren kommer jeg til at tænke over, hvad der egentlig skal til for at man kan retfærdiggøre sin position som anmelder. Hvem har lov og ret til at sige noget om noget? Hvem kan med rette kalde sig anmelder – hvad skal der egentlig til?

En del af projektet Kulturkulten ligger i det anmeldende arbejde. Det er en vinkel på kulturformidlingen som falder mig naturligt, jeg forholder mig til kulturelle produkter og fænomener med en subjektiv, men også fagligt funderet stemme. Jeg har læst på universitetet i 5 år. Før det tog jeg en designuddannelse, der især har udviklet mine æstetiske kompetencer. Men jeg mener ikke at det er derfor jeg anmelder, det er ikke det der gør mit projekt legitimt. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg udtaler mig om bøger jeg læser, fordi jeg har svært ved at  lade være, fordi jeg læser meget og derfor har lyst til at give mine oplevelser videre, at analysere, diskutere og anbefale.

Min uddannelsesmæssige baggrund har givet mig en række redskaber til at  tilgå en tekst, men lysten til at give min mening til kende og selve kilden til den mening er noget der ikke kan tillæres. Det er en iboende kærlighed til litteraturen som opstod årtier inden universitetet, en litteraturlyst der udsprang da jeg i de tidlige barndomsår sad på skødet af min mor og fik læst højt, fik vækket en nysgerrighed der fik mig til at opsøge bøgerne, der drev mig til at lære at læse inden jeg overhovedet gik i børnehaveklasse.

Er en akademisk uddannelse adgangsgivende til titlen “anmelder”? Jeg tror det ikke. I mine øjne er man anmelder i det øjeblik man føler et behov for at tage stilling til et stykke kunst og videreformidle det. Anmeldelser er sådan en fantastisk genre, fordi man kan være rasende uenig eller helt enig og i sidste ende bare må acceptere den anmeldende parts mening som netop hans/hendes mening, en subjektiv vurdering og dermed ikke en sandhed.

Jeg glæder mig i hvert fald til at følge Berlingskes projekt, til at få nogle nye vinkler på anmeldelsesgenren og måske blive inspireret til at dykke ned i nogle kulturtilbud, som ikke havde fanget min opmærksomhed, hvis de blev formidlet fra en anden vinkel.

KULTEN DEBATTERER: BARSEL OG FORRYKT FORÆLDREFORSTÅELSE

9bdf2e9f385028bdc90e824012207854

I Danmark holder mænd en markant mindre del af barselsorloven end kvinder, når de bliver forældre. En tendens, som sætter sine spor på arbejdsmarkedet gennem lavere lønninger og færre lederstillinger til kvinder, og som gør kvinder til fattigere pensionister end mænd. Og det til trods for, at kvinder generelt er bedre uddannede end mænd.

Vi diskuterer det ofte – en øremærkning af barsel til mænd i Danmark – og hvorfor er det egentlig så svært? Hvorfor er vi så skeptiske over for at lovgive, så mænd passer (egne) børn ligesom det naturligt forventes af kvinden? Er det, fordi vi stadig sidder fast i en gammeldags forestilling om, at kvinden er en mere naturlig og værdifuld forælder end manden?

Da jeg selv blev mor i marts i år, var min kæreste og jeg enige om at dele barselsorloven så vidt muligt. Vi ønskede begge at bruge så meget tid som muligt sammen med vores nyfødte datter, og vi var begge interesserede i, at hun fik et trygt og nært forhold til os begge fra starten – en interesse jeg antager, at langt de fleste nybagte forældre deler med os.

Gennem graviditeten handlede det meste i sagens natur om mig. Det var mig, der bar vores barn, det var mig, der havde kvalme og træthed, det var mine plukkeveer. Det var min krop, det handlede om. Min kæreste følte sig ikke overset i vores møde med sundhedsvæsenet, men jeg studsede dog over jordemoderens spørgsmål om, hvorvidt han skulle deltage i fødslen. Er det virkelig stadig noget, manden ikke nødvendigvis er en naturlig del af? Eller da der var flere forskellige bekendte, der fortalte historier om en mand de kendte, som havde mistet al fysisk tiltrækning til sin kæreste efter at have overværet hende føde, fordi det havde været for grænseoverskridende for ham at deltage i. Som om det ikke var en situation, han var en naturlig del af. Og anbefalinger om at han som minimum stod ved hovedgærdet under hele fødslen. Og så var der den dér generelle overraskelse over hans andel af barslen:

”Tror du ikke at han kommer til at kede sig?”, blev jeg ved mere end én lejlighed spurgt om.

Men der var da ikke nogen, der spurgte, om jeg ikke troede, at jeg selv ville komme til at kede mig i min barsel.

Sundhedsplejersken, som besøgte os, proklamerede, at det hørte til sjældenhederne, at faren tog så stor en del af barslen, og at hun syntes, det var rigtig positivt, at min kæreste også ønskede barsel. I samme åndedrag stak hun ham et lille kort med en illustration af en mand med fuldskæg og en baby i sine arme. En reklame for en app han kunne hente, så barselstiden ikke blev for lang.

FAR-app’en kunne både hjælpe ham til at finde på ting at lave sammen med vores datter og så tilbød den også en række redskaber til sveddryppende mandeaktiviteter under barslen.

”Kan man lege med sin baby og samtidig træne biceps? Ja selvfølgelig”, står der i introduktionen til app’en.

Så kære far på barsel: Frygt ej mere. Selvom du fjoller rundt derhjemme og laver kedelige kvindeting, så behøver du slet ikke at kede dig eller miste din maskulinitet! Du kan stadig forblive en rigtig mand med store muskler og sved på panden. FAR-app’en har din ryg. Du behøver slet ikke at blive helt konsumeret af kvindeverdenen med lortebleer og vasketøj.

App’en er efter sigende målrettet småbørnsfædre og ”gør det lidt sjovere at være sammen med baby”. Som alle jo ved er røvsygt ellers (for mænd altså).

Selvom det kan være svært at forstå, at vi sidder fast her, så er børn altså stadig kvindens domæne. Jeg mener, at et af vores store ligestillingsproblemer – den skævt fordelte barsel – blandt andet vedligeholdes gennem et degraderende syn på mandens funktion som forælder samtidig med, at kvinden forventes at leve op til helt urealistiske forventninger. Den barslende mand bliver enten genstand for enorm beundring, som var det ikke hans eget afkom, det handlede om, eller også bliver han mødt med en skepsis som går på, om han egentlig er egnet til at passe på et lille barn.

Og koblingen af mand og barsel er åbenbart stadigvæk så mærkværdigt et scenarie, at det har underholdningsværdi i sig selv: ”Mænd på barsel” er en ny dokumentarserie, hvor man følger hverdagen hos en række nordjyske mænd, som er på barselsorlov i – hold nu fast – to hele måneder! Og mens vi sidder åndeløse af spænding over at finde ud af, om de nu virkelig kan finde ud af at tage en bæresele på, eller om det mon er en uoverkommelig opgave at blende lidt babymos, så kan vi jo tænke over, om man virkelig godt kan servere te til morgenmaden i en fædregruppe, eller om det simpelthen udløser en eksplosion af østrogen, som faktisk bare får fædrene til at skifte køn, lige dér, for i stedet bare blive til mødre?

Jeg har svært ved at forestille mig at der ville være ligeså stor interesse for at følge en række kvinder på barsel. For det er jo en normaltilstand, det er den ”naturlige” model. Det er en stadig forankring i konstellationen ”kvinden i hjemmet og manden som forsørger”, som er en realitet, og det ryster mig faktisk lidt, at vi stadig er dér i Danmark – i 2016. På det her område, såvel som på en lang række andre, er der et helt overdrevet fokus på den krop, vi går rundt med, og de forventninger den forventes at bære med sig.

Så når diskussionen om øremærket barsel igen strander, så er det på grund af kulturelle strukturer, der stikker dybere end en modvilje mod statskontrol af det private. Forventninger om, at fordi et barn lever ni måneder i kvindens krop, så er det i bund og grund kun mor, der duer. Forventninger om, at interesser, egenskaber og værdier er direkte affødt af den krop, vi går rundt i.

En barselsmodel som den islandske (tre måneder til hver forælder og tre måneder til deling) ville være et mærkbart skridt på vejen hen mod ligestilling mellem køn i Danmark. Og så er vi nødt til at blive bevidste om, hvordan vi reproducerer kønsstereotype forældreroller, og hvilke konsekvenser det har. Vi skal tage os selv i at tale ned til fædrene, og at overvurdere rollen som mor. Et opgør med myten om den uundværlige, altopofrende mor og den drengerøvsagtige, inkompetente far er et vigtigt skridt på vejen. Hjemme hos os er det i hvert fald både mor og far, der er den bedste i verden.

Publiceret første gang her.