Bogklubnoter #1


Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

LÆSESTAKKEN: AUGUST

IMG_20170830_114253.jpg

Det var så den sommer. Hvis man ellers kan kalde det for sommer. Til gengæld har det tvivlsomme vejr været en oplagt undskyldning for at sidde indenfor med benene oppe og læse en masse gode bøger.

Min august har budt på lidt af hvert; hele tre debutanter – heraf to romaner og en enkelt digtsamling, essays fra altid inspirerende Siri Hustvedt, farvefulde bøger og kontrastfulde, farveløse bøger, store læseoplevelser og mindre skuffelser. Her er en lille opsummering:

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Louisiana Literature-aktuelle Siri Hustvedt har bedrevet noget af en bog med En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Hun berører kunst, køn, feminisme, (den fejlagtige) adskillelse af krop og sind, og så bygger hun bro mellem naturvidenskab og humaniora, hvilket er særdeles tiltrængt. Det har sjældent været så stor en fornøjelse at læse essays om forholdsvis træge emner, som i dette tilfælde. Læs hele anmeldelsen her.

VI ER VEL HELTE  af  Liv Nimand Duvå

Fantastisk smuk og velskrevet debutroman  fra dansk Liv Nimand Duvå, om alkoholisme, sorg, svigt og om det særlige afhængighedsforhold der opstår mellem et barn og en forælder med et misbrug. Læs den. Og læs anmeldelsen her.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Endnu en stærk debut! Johanne Kirstine Falls har bedrevet en roman om anoreksi og psykiatri, som ikke bare er velskrevet, men også fuld af selvironi og humor. Læs mere her.

TERMIN – EN FREMSTILLING AF VOLD I NORGE af Henrik Nor-Hansen

En lille, smuk roman, som gennem en eksperimenterende form belyser volden i samfundet og i sproget. Jeg var dog noget skuffet over denne roman, der ikke levede op til mine forventninger. Læs hvorfor i den fulde anmeldelse.

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

En stærk skønlitterær debut, om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig og død. Stærk og ubehagelig læsning, som dog var en smuk litterær oplevelse. Jesper Gaarskjær har styr på sin rytme og form, og jeg var allround ret begejstret. Læs mere om digtsamlingen her.

Nu kan efteråret bare komme an – jeg har en masse spændende læsning på programmet, blandt andet en komedie om kærlighed, utroskab, løgn og bedrag, en børnebogsklassiker, en kridhvid skønhed og meget andet lækkert. Følg med, også på Facebook og Instagram!

 

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

mde

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Oversat fra engelsk: A Woman Looking at Men Looking at Women – Essaysamling – Lindhardt & Ringhof – 672 s. – udgivet 21.08.17 – anmeldereksemplar fra forlaget

“Tvivlen er frugtbar, fordi den åbner tænkeren for fremmede tanker. Tvivlen er en spørgsmåls-generator. Descartes’ grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi og hvad kan vi ikke opnå vished om, virker fortsat forfriskende, selvom hans svar ikke var tilfredsstillende, hverken for mig eller mange andre. En af de få universalier, når det gælder idéer, kunne måske være, at spørgsmål normalt er bedre end svar.”

Siri Hustvedts essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er netop udkommet på dansk. Bogen er tredelt, og stiller et forfriskende spørgsmålstegn ved en lang række fænomener. Dette værende essays der behandler relationen mellem kunst, køn og perception – bl.a. de kønsspecifikke forskelle der er mellem mand og kvinde i kunsten – både som kunstner og som motiv. Der stilles spørgsmålstegn ved en kønnet diskurs i kunsten – noget så simpelt som at kvinder i kunstværker sjældent bærer et efternavn – modsat deres motivfæller af andet køn. Eller en kritik af den økonomiske forskel der er på kønnene i arbejdet med kunst, såvel som på resten af arbejdsmarkedet; marginaliseringen af den kvindelige kunstner. Altid billigere til salg end den mandlige kunstners værker, ofte reduceret til “kvindekunst”.

Kunstoplevelsen forklares som både subjektiv og kontekstafhængig, i den forstand, at værket i sig selv aldrig er kunstoplevelsen, men at den først opstår i modtagerens møde med værket og i den samtidige kobling til modtagerens tidligere erfaringer. Siri Hustvedt påpeger det, at et kunstværk øjeblikkeligt værdiforringes, når det afsløres som kopi, som et klart eksempel på den kontekstuelle vigtighed i kunsten; at kunsten til dels bliver til kunst i den fortid man forstår den med, i værkets nære relation til kunstneren.

Kunstværkets abstrakte virke gøres konkret i Siri Hustvedts beskrivelse: “(…) kunstnere er kannibaler. Vi æder andre kunstnere og de bliver en del af os – i kød og blod – for derpå at blive tømt ud i vores værker”. Deri ligger både en beskrivelse af inspirationens funktion, og en beskrivelse af den subjektive konsumering af kunstværket og kunstoplevelsen. Vores oplevelser af kunst bliver aldrig identiske, fordi værket i sig selv ikke er færdigt. Vi  må hver især æde og fordøje kunsten for at opleve den.

Et andet essay diskuterer forholdet mellem det åndelige og det fysiske og den dikotomiske adskillelse af krop og sind, der er typisk i vestlig filosofi. Vi hører bl.a. om Siri Hustvedts oplevelser med at undervise psykiatriske patienter i at skrive, om de positive virkninger det har og om en psykiatrihistorisk udvikling mod medicinering frem for forskning i alternative behandlingsmetoder.

Og jeg kunne blive ved med at henvise til interessante passager i bogen, for der er afsindigt mange af dem.

En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er et opgør med en dikotomisk forståelse af humaniora og naturvidenskab, krop og sind, syg og rask. Et filosofisk brobygningsprojekt. Patriarkalske magtstrukturerer afsløres og grænser udviskes. Det er skarpsindige observationer leveret nærværende og humoristisk.

Siri Hustvedt er og bliver en ualmindelig dygtig formidler. I denne nye essaysamling, såvel som i sine skønlitterære udgivelser, både fanger og fastholder hun sin læser med et udsøgt skriftsprogligt talent. Hun formår ikke blot at formidle videnskabeligt stof, så det bliver forståeligt og tilgængeligt, men også underholdende og indbydende. Med sit gennemgående, insisterende personlige pronomen prikker hun til den skarpe adskillelse af videnskaberne – hun selv er indbegrebet af en af pointerne i En kvinde ser på mænd der ser på kvinder; at verden ikke binær og splittet, men at man godt kan være litterat og naturvidenskabelig på samme tid – og noget helt tredje, fjerde og femte. At man skal forblive nysgerrig, stille spørgsmål og ikke lade sig fastdefinere som noget bestemt. Med stor begejstring slugte jeg Siri Hustvedts tankevækkende mursten, som får 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Siri Hustvedt kan opleves på Louisiana Literature i weekenden, hvilket er et af mine absolutte højdepunkter på programmet.