LÆSESTAKKEN: AUGUST

IMG_20170830_114253.jpg

Det var så den sommer. Hvis man ellers kan kalde det for sommer. Til gengæld har det tvivlsomme vejr været en oplagt undskyldning for at sidde indenfor med benene oppe og læse en masse gode bøger.

Min august har budt på lidt af hvert; hele tre debutanter – heraf to romaner og en enkelt digtsamling, essays fra altid inspirerende Siri Hustvedt, farvefulde bøger og kontrastfulde, farveløse bøger, store læseoplevelser og mindre skuffelser. Her er en lille opsummering:

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Louisiana Literature-aktuelle Siri Hustvedt har bedrevet noget af en bog med En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Hun berører kunst, køn, feminisme, (den fejlagtige) adskillelse af krop og sind, og så bygger hun bro mellem naturvidenskab og humaniora, hvilket er særdeles tiltrængt. Det har sjældent været så stor en fornøjelse at læse essays om forholdsvis træge emner, som i dette tilfælde. Læs hele anmeldelsen her.

VI ER VEL HELTE  af  Liv Nimand Duvå

Fantastisk smuk og velskrevet debutroman  fra dansk Liv Nimand Duvå, om alkoholisme, sorg, svigt og om det særlige afhængighedsforhold der opstår mellem et barn og en forælder med et misbrug. Læs den. Og læs anmeldelsen her.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Endnu en stærk debut! Johanne Kirstine Falls har bedrevet en roman om anoreksi og psykiatri, som ikke bare er velskrevet, men også fuld af selvironi og humor. Læs mere her.

TERMIN – EN FREMSTILLING AF VOLD I NORGE af Henrik Nor-Hansen

En lille, smuk roman, som gennem en eksperimenterende form belyser volden i samfundet og i sproget. Jeg var dog noget skuffet over denne roman, der ikke levede op til mine forventninger. Læs hvorfor i den fulde anmeldelse.

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

En stærk skønlitterær debut, om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig og død. Stærk og ubehagelig læsning, som dog var en smuk litterær oplevelse. Jesper Gaarskjær har styr på sin rytme og form, og jeg var allround ret begejstret. Læs mere om digtsamlingen her.

Nu kan efteråret bare komme an – jeg har en masse spændende læsning på programmet, blandt andet en komedie om kærlighed, utroskab, løgn og bedrag, en børnebogsklassiker, en kridhvid skønhed og meget andet lækkert. Følg med, også på Facebook og Instagram!

 

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

cof

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær 

Digtsamling – 100 sider – People’s Press – omslag af Jesper Gaarskjær og Rasmus Funder – anmeldereksemplar fra forlaget

“nu, hvor bådene driver ind fra det mørklagte
kæntrer mennesker i afstandene
langs vejene
på det trange kontinent
i pauser mellem terrorangreb
jeg har lært dig at kende
jeg ved, hvad du ikke ved:
du smugler angsten med

mine drenge samler grankogler i haven
løber nøgne rundt i sommerregn
folder både af avispapir ved åen i skoven
spiller fodbold med plastikbold på stranden
de ved ikke, at det er din sten i vindueskarmen
og det bliver mellem os
eller det forplanter sig
i en sandhed, de ikke kender”

D. 31/8 udkommer Jesper Gaarskjærs skønlitterære debut, digtsamlingen At synke et ocean, som handler om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig, død og ødelæggelse. Om at være forælder til trygge børn og om at se til, mens andre børn kæmper for deres overlevelse, traumatiseres og drukner. Om kontraster; barndommens naive tryghed i en grotesk voldelig verden. Et personligt vidnesbyrd om de tanker og følelser, som flygtningekrisen har vakt i en dansk familiefar.

Digtsamlingen er struktureret i 4 dele med hver deres overskrift, som indkredser handlingen. Formmæssigt eksperimenteres der med tekstblokke, nøgne sider, indryk og små strofer med få vers, hvilket bryder et glidende flow og gør læsningen afbrudt, hakket og uforudsigelig. På den måde etableres et kaos i digtenes udtryk, som er i tråd med indholdet.

Digtene i At synke et ocean er alt andet end behagelig læsning. Stemningen er så gennemsyret af afmagt, frygt og frustration, at ubehaget vokser for hver strofe. Og det, at det er så gennemført ubekvem læsning, må tilskrives Jesper Gaarskjærs evne til at indkapsle almen menneskelig frygt og de helt afsindige niveauer af angstfølelser, der følger med, når man bliver forælder.

Som mor, og som politisk engageret menneske, ramte digtsamlingen mig på min afmagt, min dårlige samvittighed over min handlingslammelse og min frygt for at miste det, der betyder allermest. At synke et ocean er en tvangsfodring af alt det, man til tider helst bare vil lukke øjnene for, forsøge at glemme. Og netop at synke står for mig som et nøgleord, både i den forstand, at vi ikke kan lukke øjnene for hvad der sker, men er nødt til at indtage det, synke det, og følelsen af at synke ned i dybet, uden at kunne gøre noget, uden at kunne ændre på det optrappende, ulykkelige kaos, der udspiller sig.

At synke et ocean er en lille, men kraftfuld bog. Det er en hudløst ærlig samtidsskildring, et stykke litteratur som i høj grad bidrager til en bedre forståelse af, hvordan det er at være menneske i dag, hvordan det er at opfostre børn i en verden fuld af had og død. Det er en fortælling om angst, frygt, sorg og afmagt, om at indtage andre menneskers traume, om at sluge den bitre pille det er, at forholde sig til sin omverden.

At synke et ocean er absolut læsværdig, omend ikke en bog der bidrager positivt til ens velbefindende. Men det er netop derfor den er så vellykket. 5/6 hjerter og en varm anbefaling herfra.

hjerter5

 

 

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

DER ER ALTID NOGEN AT  BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Roman – 248 s. – Forlaget Gladiator – omslag af Clara Birgersson – udgivet d. 10. august 2017 – anmeldereksemplar

“Jeg ligger i min celle og kigger ud ad vinduet. Der er stjerner på himlen, og jeg kan se månen. En stjerne falder fra himlen, og jeg ønsker det samme, som jeg har ønsket mig, siden jeg var barn. Jeg ønsker mig, at jeg ikke havde en krop. Jeg klemmer mine øjne i og spænder i kroppen, folder mine hænder. Da jeg åbner mine øjne, er stjernen og dens lysslør ikke længere at se på himlen, men jeg ønsker stadig. Jeg ønsker, at jeg bare var en bevidsthed, der svævede rundt uden masse, uden muskler og knogler og fedt. Jeg ønsker, at jeg var luft og gennemsigtig, allerhelst usynlig, noget, der flød og fløj uden at være, uden at optage plads i verden.”

Sult og selvskade, hallucinationer og overvejelser om liv og død, krop og sind. Der er altid nogen at befri er en fortælling om Katrina, som indlægges på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling, for at få hjælp til at komme ud af sin anoreksi. Vi møder hende til en indlæggelsessamtale, ledsaget af hendes bekymrede kæreste Jakob. Han kan ikke længere tage ansvar for hende – hun er nede at veje 42 kilo, har ikke haft menstruation længe, og er langt væk fra en sygdomserkendelse. De næste tre måneder kæmper hun skiftevis mod at blive fastholdt i, og at blive befriet fra anoreksien.

I romanens begyndelse irriterede Katrina mig enormt, med hendes nedladende og fordømmende attitude overfor dem omkring hende. For eksempel gives der et virkelig karikeret billede af kvinden Sasha, som er SOSU. Hun er tyk, har bumser, køber Disneyfilm på tilbud i føtex og læser Jussi Adler Olsen (som Katrina ikke engang kender). Men hurtigt lærte jeg, at hendes negativitet må tilskrives hendes sygdom, som får hende til at distancere sig fra alle andre. Anoreksien gør hende ude af stand til at føle særlig meget, hvad end det er kulde og varme på kroppen, eller empati. Løbende gennem romanen vinder Katrina mere og mere sympati, sideløbende med hendes sygdoms udvikling. Fortællingen starter og slutter i tredje person, men fortælles ellers fra Katrina som førstepersonsfortæller, hvilket giver læseren et unikt indblik i en ung, anorektisk kvindes virkelighedsfjerne tanker, løgne og selvbedrag. Gennem Katrinas øjne får læseren et særdeles troværdigt indblik i et sygt mindset, man indføres så grundigt i hendes tanker, at det til tider kan være svært selv at skelne mellem virkelighed og hallucination.

De skizofrene, som anoreksipatienterne deler afsnit med, beskrives til tider komplet barnlige og mentalt udviklingshæmmede, hvilket måske peger på Katrinas opfattelse af hvordan mennesker med skizofreni er. Men da hun selv bliver hallucinatorisk og medicineres mod selvsamme sindslidelse, udvides hendes – og læserens – forståelse af hvordan mennesker med skizofreni faktisk er. Ligesom med anoreksien, er der mange forskellige mennesker, som kæmper med skizofreni, ligesom med anoreksi misforstås de, stigmatiseres og forenkles. Anoreksi forenkles til en ekstrem slankekur, skizofreni til en personlighedsspaltning eller en mentalretardering. I Katrinas tanker om de to grupper ser jeg et samfundskritisk potentiale. Der flyder en sarkastisk og ironisk tone gennem romanen, som til tider virker samfundskritisk, og andre gange bare fungerer som et friskt glas vand at sluge en bitter pille med. Det er noget af en bedrift, at skrive en så alvorlig roman, med så megen humor. Der er altid nogen at befri fremkalder sorg og medfølelse, og får samtidig læseren til at stoppe op i teksten og trække på smilebåndet. Den indsigt der tilbydes, er en bedre forståelse af spiseforstyrrelsens væsen, og som uindviet har jeg lært noget af romanen. Anoreksi kan være et ønske om at forsvinde, ikke bare fysisk, men også psykisk, at ville forsvinde ind til ingenting, optage minimal plads i verden og på den måde flygte fra krav og forventninger eller noget tredje. Katrina ønsker ikke bare at dø, at gøre en ende på det hele. Hun er gennemsyret af en ambivalens – en kamp for at bevare kontrollen og et desperat håb om at slippe den. Det er en velskrevet, barsk roman, en vigtig indsigt i en skræmmende og tankevækkende lidelse. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

cof

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

Roman – 168 sider – Forlaget Kronstork – 2017 – omslag af Paula Nimand Duvå – anmeldereksemplar

“Spotlyset blinker det sidste nummer ind. Du kigger ikke længere ud over scenekanten. Snart er koncerten forbi, og du ved det. Herfra falder tonerne kun dybere. Dine åndssvage løgne, du kan ikke længere skjule dem. Du klamrer dig til bassen. Hvorfor er vi ikke mere desperate, hvor blev skriget af, drømmene? Hvorfor råber jeg aldrig, vi vil jo altid være i det her sammen, hvorfor raser jeg ikke? Der er ingen steder at gemme sig. Jeg findes først i vi.”

Billie er barn af en alkoholisk far og en fraværende mor. Hun lever mellem to liv – et som politisk aktivist i Berlin sammen med kæresten Zaid, og et i Danmark hos sin far, som, gennem sin alkoholisme, bevæger sig tættere og tættere på afgrunden. Faren falder og Billie samler ham op igen, og igen og igen, indtil han endelig falder en sidste gang. Mellem sin drøm om at yde lægehjælp i verdens brændpunkter og sine omsorgsforpligtelser overfor sin far, mister Billie et egentligt selvstændigt liv, hun svæver i et magtesløst limbo og mister følingen med sig selv. Hun mister sig selv i de helteroller hun skal spille i andres liv. En helterolle, som forventes af hende alle steder fra; fra hendes far, farens kæreste, Zaid, lægerne, terapeuterne og måske også hende selv.

Vi er vel helte, som er Liv Nimand Duvås debutroman, er et værk med solide litterære kvaliteter og en vigtig historie at fortælle. Romanen giver et hjerteskærende præcist indblik i det afhængighedsforhold, der opstår mellem barn og forælder i et alkoholmisbrug, hvor rollerne byttes om – hvor barnet forventes at være den voksne.

Romanen er vigtig, både fordi den giver et indblik i et desværre ikke sjældent familieproblem, og fordi den kaster et kritisk blik på vores sundhedssystems tilgang til alkoholismebehandling. Og så stilles der spørgsmålstegn ved samfundets forståelse af alkoholisme som værende selvforskyldt og ikke en rigtig sygdom – noget der stigmatiserer dem, der lever i skyggen af alkoholisme. Romanen er umådeligt velkomponeret, sproget er lyrisk og smukt, gennem det smukke beskrives det grimme.

Vi er vel helte er en fortælling om afhængighed, både hvad angår alkohol og mennesker, om sorg, ensomhed, vrede, skyld og skam. Det er en fortælling om den ambivalente følelse, som er et vilkår for mange børn af alkoholikere; at man på samme tid frygter og længes efter sin fars død, fordi der i døden er sorg og afsavn, men også afslutning og frigørelse.

Jeg læste Vi er vel helte med samme ambivalens; jeg havde svært ved at lægge romanen fra mig og samtidig lyst til at holde op med at læse, stoppe ubehaget og sorgen. Det må tilskrives forfatterens sproglige dygtighed og fortællingens oprigtighed. Vi er vel helte er en roman, som du skal læse med mentalt overskud og robusthed, for den er gennemsyret af en magtesløshed og en melankoli, som er svær at ryste af sig. Ikke desto mindre er det en roman du skal læse, og Liv Nimand Duvå er uden tvivl en forfatter, der er værd at holde øje med i fremtiden. 5/6 bristende hjerter herfra.

hjerter5

 

SORT GALDE af SIGNE MAXEN

cof

SORT GALDE af Signe Maxen

Roman – 176 sider – Forlaget Rosinante – 2017 – omslag af Clara Birgersson.

“Jeg brød mig ikke om at tørre øjnene når jeg græd. Mor havde altid været hurtig til at række mig en serviet. Det var ment som omsorg, det vidste jeg godt, men jeg blev fortvivlet når nogen rakte mig en serviet. At nogen forventede jeg fjernede det våde, den visuelle sorg, hurtigst muligt, bekræftede mig i min skam. Det var som om gråden var forbudt, et tabu, når den skulle fjernes fra ansigtet før den knap havde berørt kinderne.”

Jegfortælleren Sigrid mister sin far til kræft. Hun fortæller om den sorg det har bragt hende, om sin mor, som hun har et anstrengt forhold til, om sin søster, Fie, som fungerer i verden og om sin ven, Elias, som læser psykologi og som altid har noget klogt at sige om sindet og psyken og verden.

Sigrid fører læseren igennem sit sygdomsforløb; uforklarlige mavesmerter, som gennem flere undersøgelser tilskrives hendes problemer med at spise – nervøs spisevægring. Hun indlægges på et åbent psykiatrisk døgnafsnit, hvor hun møder andre psykiatriske patienter – andre “faldne engle”. Hun arbejder på at blive rask og ønsker samtidig ikke at blive rask, hun finder en tilfredsstillelse i det syge, det dysfunktionelle. Hun stiller spørgsmålstegn ved sygdomsbegrebet, for hvorfor er det skæve og kreative så sygeliggjort? Hvorfor italesættes psykiatriske patienter og skæve hjerner som en samfundsbyrde og aldrig som en potentiel ressource? Hvorfor er det der falder udenfor de gængse normer så skamfuldt?

Sort Galde handler om det syge og det raske, liv og død, kroppen og sindet. Det er en kort og sprogligt fin fortælling om en ung kvindes sorg over sin fars død, om hendes anstrengende forhold til pubertetens kropslige forandringer og den spirende kvindekrop, hvori hun ser sin mor. Om en søster som per automatik fungerer i verden som man skal og om ikke selv at leve op til sin omverden og dens forventninger. Sort Galde er en let lille roman med et tungt og melankolsk indhold, en litterær dybde forklædt som letlæst ungdomsroman.

Romanens opdeling i korte afsnit gør den let og hurtigt læst, mens eftermælet er alt andet end let og hurtigt forbi. Signe Maxens debutroman rørte mig – måske fordi jeg falder ret  præcist ind i det segment der skrives om og fra. Der behandles emner som de fleste unge kvinder på en eller anden måde kan identificere sig med, men dermed ikke sagt, at det er en roman som kun kan læses af en sådan afgrænset gruppe. De rammende beskrivelser af den tunge, menneskelige sorg, samt de skarpsindige tanker omkring psykiatri og samfundsstrukturer gør bogen både evigt aktuel og interessant for en bred  gruppe læsere. Bogen lægger op til eftertanke og selvevaluering i et samfund hvor normer og strukturer nødvendigvis regulerer og stigmatiserer. Ind imellem fremstår sproget lidt forenklet, men overordnet er Sort Galde en fin debutroman, ganske læsværdig og desuden en fryd for øjet. 4/6 hjerter herfra.

hjerter