BOGTANKER #7: Om at tage sig tid til at læse – og skrive

IMG_20170628_202625_870

Det er meget forskelligt, hvor ofte der sker noget herinde på Kulturkulten. Der er perioder med anmeldelser og indlæg flere dage i træk, og så er der perioder, som nu, hvor læsningen går noget langsommere, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke får udgivet noget i ugevis.

Fra Kulturkultens spæde start har jeg været helt afklaret med at det er et projekt der kører udelukkende på lyst og derfor aldrig må blive en stressfaktor. Og selvom bøgerne tårner sig op i enorme stakke, og jeg ingenlunde når månedens anmeldelsesplan, er det indtil videre lykkedes mig at undgå at stresse over det. For jeg kommer jo dertil på et tidspunkt. Og livet er bare lidt ekstra hektisk lige nu, og det er ok.

Jeg er ikke verdens hurtigste læser – omend heller ikke den langsomste. Jeg bliver ret let distraheret, hvilket er lettere problematisk, når det meste af min læsetid foregår i toget i myldretiden til og fra job (og stillezonen sjældent er særlig stille, ahem…)

Jeg læser tit tilbage i en bog, fordi der lige var et eller andet, der kom op igen, noget som pludselig var mærkeligt, eller som blev interessant for fortællingen igen. Jeg læser efter deadlines, men ret løse og fleksible deadlines, for jeg vil altid hellere anmelde en bog lidt sent, end jeg vil sjuske mig igennem læsningen. Og det er både for min egen og for bogens afsenders skyld.

Uanset om en bog falder i min smag eller ej, føler jeg behov for at have taget hvert et ord ind, hvis jeg skal kunne gå ud og udtale mig kvalificeret om den. Og når et menneske har lagt så meget tid og energi i et projekt, som en forfatter nødvendigvis lægger i en bog, så kan man heller ikke være andet bekendt.

Nu vil jeg tilbringe resten af søndagen som man bør, helt langsomt, deadlinefrit og med litterær fordybelse.

BOGTANKER #6: LITTERÆR NYSGERRIGHED

cof

Du har måske oplevet det – at tale om bøger med en ven eller bekendt, som tidligt i samtalen smider det tunge kort: “Jeg læser kun (indsæt genre)”. Ligesom “Jeg hører kun hvad de spiller i radioen”, eller “Jeg spiser kun mad der ikke er krydret”. Hvad end det handler om bøger, mad, musik, kulturelle oplevelser, eller noget helt femte, så er det en udmelding, som jeg gang på gang ærgrer mig over. Giv din hjerne noget udfordring!

Jeg får flashback til følelsen fra min spæde ungdom i provinsen. Det forventedes, at man valgte side og forholdt sig hovedløst loyalt til denne. Er du poptøs? Eller skater? Hop så ned i én af kasserne – og bliv der! 

Det er et menneskeligt grundvilkår at søge kategorisering. At finde et fællesskab i, at tilhøre en gruppe, at gøre det samme som de andre i gruppen. At genkende sig selv i gentagelsen. Og når det kommer til musik og litteratur, så er det faktisk stadig sådan, i det ellers så (nogenlunde) nuancerede voksenliv. Hvis du primært læser krimi, så er du en bestemt type. Hvis du kun læser svært tilgængelig faglitteratur, bestemte dagblade og få snævre skønlitterære udgivelser, så er du en anden, men ligeså karikeret type. Og det samme, hvis du erklærer din kærlighed til young adult og kærlighedsdramaer. Du er hvad du læser, og det er vel sådan set også ok. Det jeg læser siger i hvert fald noget om, hvem jeg er, og hvad jeg interesserer mig for. Men det bliver i mine øjne problematisk, når vi søger en bestemt genre eller form i en grad, hvor alt andet udelukkes, hvor den litterære nysgerrighed blokeres. For der stopper vores potentiale for udvikling også.

Selv har jeg haft nogle af de største øjenåbnende bogoplevelser i mødet med litteratur som jeg ikke selv umiddelbart ville have valgt. Når man er under uddannelse støder man, i hvert fald på universitetet, ofte på denne type læsning, men i voksenlivet er det slut med pligtlæsning og derfor også, for nogens vedkommende, slut med at udfordre sig selv litterært. Og dét synes jeg er ærgerligt.

Så en venlig opfordring herfra; hold aldrig op med at være nysgerrig og opsøgende. Lad aldrig dig selv begrænse af hvad du plejer og ikke plejer at læse. Forsøg dig med en bog i ny og næ, som ikke nødvendigvis er et oplagt valg for dig. Det værste der kan ske, er, at du bliver bekræftet i at bogen ikke faldt i din smag. Eller også bliver du positivt overrasket og får en helt unik læseoplevelse med dig.

 

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.

BOGTANKER #4: Det nye, det skæve og det kommercielle

0e951f7b687396546076e2593edf032d

Da jeg for et par år siden arbejdede på forlag, var min foretrukne arbejdsopgave uden tvivl læsning og vurdering af de mange indkomne manuskripter forlaget dagligt modtog. Noveller, digte, romaner, kortprosa, mere og mindre eksperimenterende i form og indhold – nuvel, også voldsomt vekslende i kvalitet. Men i arbejdet med de indkomne manuskripter fik jeg en lang række unikke litterære oplevelser, som jeg ikke hverken før eller siden er stødt på.

I læsningen af den spirende forfatters værk finder man nemlig noget helt specielt. Et litterært råmateriale, en tekst, som endnu ikke er gennemtærsket og ødelagt af salgstal og efterspørgsel. I den mindre erfarne forfatters tekster finder man en umiddelbarhed, en ægthed og ofte også bare en gennemsyret kærlighed til litteraturen, til det at skrive.

Virkeligheden er jo desværre sådan, at man sjældent kan leve af at skrive bøger i Danmark, markedet er simpelthen for småt. Forlagsbranchen er benhård og der er sjældent stort økonomisk overskud. Man bliver således tvunget til at vælge produkter som sælger, frem for produkter som eksperimenterer og udfordrer. Det etablerede forfatternavn sælger. Hurtig og intens underholdning, happy ending sælger. Letlæste romantiske fortællinger, pakket ind i et blomstret omslag, sælger.

Min kærlighed til litteraturen er bred – der er en type bog til enhver lejlighed, enhver sindstilstand og stemning. Der er brug for den lette, kommercielle litteratur. Der er brug for at holde bogbranchen i live med de “lette sællerter”. Men der er i høj grad også brug for de små, de skæve udgivelser. Der er brug for de nye forfattere som tør, som ikke er formet af markedet endnu.

Jeg har før udtryk min kærlighed til de mindre forlag, som fx Forlaget Silkefyret, Batzer & Co, Forlaget Ekbátana, Forlaget Kronstork – listen er lang og jeg kunne blive ved. For nyligt har Kulturkulten indgået samarbejde med det nye digitale forlag, Tell me a story, Toru!, som netop har dette på sinde – at udgive de mindre etablerede forfattere, at gøre afstanden mellem forfatter og læser mindre, at give plads til de tekster der ikke er fuldstændig sønderredigerede. At give nye forfattere mulighed for at udgive tekster uden selv at skulle betale, samt at udnytte den digitale platform til at undgå dyre udgivelsesprocessens dyre omkostninger og dermed sikre forfatteren selv en fair royaltybetaling. Jeg glæder mig til at følge med og læse/lytte til en masse inspirerende og anderledes litteratur.

Mon ikke andre har det som jeg? Et behov for at læse noget nyt, noget anderledes? Flere og flere små forlag blomstrer op, en udvikling som jeg bifalder og som er nødvendig for at udgå en totalkommercialisering af den litteratur der udgives. De små forlag kører på minimal indtægt og så på kærlighed til litteraturen for resten. Mere af det, tak!

 

BOGTANKER #3: ER DER EN ANMELDER TIL STEDE?

2017-06-29 (2)

Anne Sophia Hermansen er ny kulturredaktør på Berlingske og hun har en plan. Hun spørger os:

“Kan Asger Aamund anmelde Anders Fogh Rasmussens ”Fra socialstat til minimalstat”? Kan Eva Selsing anmelde Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert? Og hvad med Eva Harlou – hvad siger hun til Bohrs Tårn, brune værtshuse eller den redesignede Ken-dukke?”

Såkaldte holdningsmennesker skal lave kulturanmeldelser med det formål at gøre anmeldelsen bredere end bare et æstetisk blik på et stykke kunst. Kulturen skal have større relevans og gennem bedre anmeldelser skal flere lokkes ind i kulturen. Vi skal erkende en gang for alle at objektivitet er en umulighed og så skal de der anmelder i stedet bruge deres profil aktivt til at give læseren en ny vinkel på kulturen – de skal helt legitimt anmelde ud fra deres egen subjektive position.

Jeg synes at projektet er interessant og nye vinkler på et til tider snævert og elitært panel af kulturrsmagsdommere bydes velkommen herfra. I kølvandet på hele misæren kommer jeg til at tænke over, hvad der egentlig skal til for at man kan retfærdiggøre sin position som anmelder. Hvem har lov og ret til at sige noget om noget? Hvem kan med rette kalde sig anmelder – hvad skal der egentlig til?

En del af projektet Kulturkulten ligger i det anmeldende arbejde. Det er en vinkel på kulturformidlingen som falder mig naturligt, jeg forholder mig til kulturelle produkter og fænomener med en subjektiv, men også fagligt funderet stemme. Jeg har læst på universitetet i 5 år. Før det tog jeg en designuddannelse, der især har udviklet mine æstetiske kompetencer. Men jeg mener ikke at det er derfor jeg anmelder, det er ikke det der gør mit projekt legitimt. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg udtaler mig om bøger jeg læser, fordi jeg har svært ved at  lade være, fordi jeg læser meget og derfor har lyst til at give mine oplevelser videre, at analysere, diskutere og anbefale.

Min uddannelsesmæssige baggrund har givet mig en række redskaber til at  tilgå en tekst, men lysten til at give min mening til kende og selve kilden til den mening er noget der ikke kan tillæres. Det er en iboende kærlighed til litteraturen som opstod årtier inden universitetet, en litteraturlyst der udsprang da jeg i de tidlige barndomsår sad på skødet af min mor og fik læst højt, fik vækket en nysgerrighed der fik mig til at opsøge bøgerne, der drev mig til at lære at læse inden jeg overhovedet gik i børnehaveklasse.

Er en akademisk uddannelse adgangsgivende til titlen “anmelder”? Jeg tror det ikke. I mine øjne er man anmelder i det øjeblik man føler et behov for at tage stilling til et stykke kunst og videreformidle det. Anmeldelser er sådan en fantastisk genre, fordi man kan være rasende uenig eller helt enig og i sidste ende bare må acceptere den anmeldende parts mening som netop hans/hendes mening, en subjektiv vurdering og dermed ikke en sandhed.

Jeg glæder mig i hvert fald til at følge Berlingskes projekt, til at få nogle nye vinkler på anmeldelsesgenren og måske blive inspireret til at dykke ned i nogle kulturtilbud, som ikke havde fanget min opmærksomhed, hvis de blev formidlet fra en anden vinkel.

BOGTANKER #2: LILLE BOGDAG

Her i weekenden løber det sindsygt hyggelige litteraturevent Lille Bogdag af stabelen. Lille Bogdag er et arrangement som er startet op af en gruppe litteraturformidlere,
-undervisere og -udgivere, som selv formulerer projektet som fyraftenskaffe, der greb om sig.

Formålet er at hylde udgivelserne fra de små forlag, mens man, under åben himmel, hælder øl eller kaffe indenbords. Can I get a halleluja? Det er sgu da som om Lille Bogdag og jeg er sjælefrænder. Nåhmenøhm, det her helt igennem vidunderlige event fik mig til at tænke over forlagenes rolle i mine overvejelser, når der skal shoppes nye bøger. For uden at tænke dybere over det, så vil jeg oftest helst købe udgivelser fra de lidt mindre forlag – og det er der flere grunde til.

For det første er der bare noget rart ved at støtte de små. Hvad end det handler om at handle fødevarer lokalt, at købe julegaverne af kreative sjæle på et udendørs marked eller at gå en bue udenom de store kæder når kaffetørsten melder sig, så er det bare tilfredsstillende at række mastodonterne en fuckfinger og tænke ud af boksen. Fight the power og alt det der.

For det andet, så mener jeg at de små forlag har bevaret en ægthed som måske for længst er byttet ud med købmandskab hos de større forlag. Når man bruger sine kræfter på at insistere på sin plads i bogland, hvad enten man udgiver eller selv skriver bøger, så emmer det bare af kærlighed til litteraturen, for hvorfor skulle man ellers gøre det? Det er ikke fordi det er en særligt lukrativ branche, sådan rent kroner og øre-mæssigt.

Og sidst, men så absolut ikke mindst, så udgives der altså bare nogle virkelig interessante og skæve ting på de små forlag, som ikke har en chance på et stort, kommercielt forlag. Små forlag udgiver upcoming forfattere og det er sgu da dem der er de mest interessante.

Så få røven ud af sofaen i weekenden og kom afsted til Den Frie Udstilling på Østerbro, hvor det hele sker. Det kan da kun blive dejligt!

412239e6a28f4ead0f1b8e9354a88624

BOGTANKER #1: BOGÆSTETIK

Nu bliver det måske lidt nørdet – så er I advaret.

Mit arbejde er for tiden fokuseret omkring bogudstillinger i biblioteksrummet – hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Og man kan blive helt overrasket over, hvor meget det visuelle aspekt faktisk betyder, når vi udvælger hvilke bøger der skal med os hjem.

Jeg kan genkende det fra mig selv, når jeg står og forsøger at begrænse mig i den hyppigt tilbagevendende shoppingrus i Politikens Boghal. Hvad kan undværes? Hvordan kan jeg begrænse mig selv og undgå havregryn som primærkost resten af måneden? Og her kan bøgernes omslag og layout i sidste ende vægte i udvælgelsen af, hvilke bøger jeg er nødt til at tage med mig hjem, og hvilke der ryger tilbage på hylden. Dermed ikke sagt at indholdet er sekundært, men i dag handler bogtanker altså om layout. For hvad er egentlig et godt bogomslag?

Når man taler om udstillinger af bøger i et stort rum, som på biblioteket, hvor der er så mange indtryk og distraktioner rundt omkring, så vægter jeg følgende i bogens visuelle udtryk: Enkelhed og blikfang. Omslag med kontrastfarver og enkle illustrationer. Hjemme hos os er bøger en stor del af indretningen, som dækker en betydelig del af vores vægge. Derfor må de bøger vi har stående gerne se flotte og dekorative ud. Desuden er det vigtigt, at bogens kvalitet er i top og her er Clothbound Classics pragteksemplarer. Omslaget er fast og formen holder, materialet ser ikke billigt ud, men har med sin tekstiloverflade en lækker retro-feel. Farverne er holdt enkle og det er grafisk skarpt.

Clothbound Classics er opsummeringen af mine ønsker til et bogomslag: Få, stærke farver, grafisk stærkt udtryk, symmetrisk layout, som både er genkendeligt og som fanger blikket, lækre omslagsmaterialer og en vægt og størrelse, som er perfekt i tasken.

Tjek dem ud – måske er det på tide at læse/genlæse nogle af de store klassikere?

8e9b76aab04ad91ade75fe9fefa59127