DET EUROPÆISKE FORÅR af KASPAR COLLING NIELSEN

edf

DET EUROPÆISKE FORÅR af Kaspar Colling Nielsen

Roman – Gyldendal– 2017 – 349 sider – omslag af Andreas Kjærgaard – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Lolland var slet ikke, som Stig havde forestillet sig, selvom Elisabeth havde fortalt en masse og vist ham et utal af billeder. Måske havde han ikke lyttet ordentligt efter, men området var i hvert fald meget mere eksklusivt, end han havde forestillet sig, og dem, der allerede var flyttet derned, var succesrige folk fra København, Nordsjælland, Odense og Århus. Området var omgivet af et pigtrådshegn, og ved porten ved Guldborgsund stod der filippinske vagter bevæbnede med automatvåben. Små droner fløj langs hegnet. Beboerne var tilsyneladende ikke indskrænkede bonderøve, som han havde forventet. De gik i skjorte og med seler, i gammeldags jakkesæt ligefrem, de så smarte ud, og han kendte faktisk en del af dem fra København.”

Vi befinder os i en nær fremtid, som er ekstremt polariseret. Europa er i hastig forandring, og hele det danske samfund ændres fundamentalt over få år. Flygtninge- og integrationssituationen er eskaleret, og indvandrere og deres efterkommere segregeres til aflukkede, indhegnede ghettoområder. Til containerbyen Frederiksstad i Mozambique deporteres kriminelle, utilpassede og religiøst fanatiske indvandrere, i et desperat forsøg på at genoprette ro og orden. Lolland er omdannet til en rigmandsghetto, hvor kultureliten og andre pengestærke danskere isolerer sig, i et idyllisk Morten Korch-samfund. Droner er en selvfølgelig del af den daglige drift og bruges til alt fra overvågning til udsmykning af huse. Forskningsprogrammet RAID eksperimenterer med Hybrid Intelligens og det er ikke bemærkelsesværdigt at støde på en hund der læser avis eller en fugl der kan tale.

I Det europæiske forår er det vildest tænkelige en mulighed. Men hvad har egentlig en værdi, når alt pludselig er tilgængeligt? Hvad sker der, når grænsen opløses mellem kultur og natur, mellem robot og organisme, mellem virkelighed og fiktion, mellem det fysiske og det sjælelige?

Det har været ualmindeligt svært for mig at få færdiggjort anmeldelsen af Det europæiske forår. Måske fordi det er en bog, der splitter mig, og som det er svært at have en entydig holdning til. Jeg har haft svært ved at forstå præcis hvilket ben jeg skulle stå på. For det er en bog der vil en hel masse på samme tid, hvilket – for det meste – lykkes meget godt. Det europæiske forår er grotesk og plat, fjollet, overdrevet, grænsesøgende, provokerende og absolut underholdende. En uhyggeligt nærværende fremtidsskildring og samtidskritik. Det er en roman der lægger op til refleksion, til en slags konfrontation med egne grænser og værdier. Og netop denne uundgåelige refleksion over samfund, eksistens, moral, etik og fremtid er hvad der, trods op og nedture i læseoplevelsen, gør romanen absolut anbefalelsesværdig. Det europæiske forår vil en masse ting og efterlod mig med en slags litterær tinnitus eller granatchok, men den efterlod mig altså med noget, hvilket få bøger i grunden formår. Og uanset hvilke tangenter Kaspar Colling Nielsen bevæger sig ud ad, så formår han altid at fastholde min opmærksomhed fra det første ord til det sidste. 4/6 hjerter.

hjerter

Intreagued? Find Det europæiske forår her.

 

BOGTANKER #7: Om at tage sig tid til at læse – og skrive

IMG_20170628_202625_870

Det er meget forskelligt, hvor ofte der sker noget herinde på Kulturkulten. Der er perioder med anmeldelser og indlæg flere dage i træk, og så er der perioder, som nu, hvor læsningen går noget langsommere, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke får udgivet noget i ugevis.

Fra Kulturkultens spæde start har jeg været helt afklaret med at det er et projekt der kører udelukkende på lyst og derfor aldrig må blive en stressfaktor. Og selvom bøgerne tårner sig op i enorme stakke, og jeg ingenlunde når månedens anmeldelsesplan, er det indtil videre lykkedes mig at undgå at stresse over det. For jeg kommer jo dertil på et tidspunkt. Og livet er bare lidt ekstra hektisk lige nu, og det er ok.

Jeg er ikke verdens hurtigste læser – omend heller ikke den langsomste. Jeg bliver ret let distraheret, hvilket er lettere problematisk, når det meste af min læsetid foregår i toget i myldretiden til og fra job (og stillezonen sjældent er særlig stille, ahem…)

Jeg læser tit tilbage i en bog, fordi der lige var et eller andet, der kom op igen, noget som pludselig var mærkeligt, eller som blev interessant for fortællingen igen. Jeg læser efter deadlines, men ret løse og fleksible deadlines, for jeg vil altid hellere anmelde en bog lidt sent, end jeg vil sjuske mig igennem læsningen. Og det er både for min egen og for bogens afsenders skyld.

Uanset om en bog falder i min smag eller ej, føler jeg behov for at have taget hvert et ord ind, hvis jeg skal kunne gå ud og udtale mig kvalificeret om den. Og når et menneske har lagt så meget tid og energi i et projekt, som en forfatter nødvendigvis lægger i en bog, så kan man heller ikke være andet bekendt.

Nu vil jeg tilbringe resten af søndagen som man bør, helt langsomt, deadlinefrit og med litterær fordybelse.

BUNGALOW af Inghill Johansen

IMG_20170830_144747.jpg

BUNGALOW af Inghill Johansen 

Roman – Forlaget Silkefyret – 2017 – 132 s. – omslag af Michelle Melissa Jacobsen  – anmeldereksemplar fra forlaget

“Huset tager styrken fra mig. Det borer sig ind i mig og gør mig svag. Det er i færd med at overtage mig, sluge mig, selvom det egentlig var det modsatte der var meningen. Når jeg trækker vejret, skærer glasset fra vinduerne sig ind i mine lunger, og når jeg strækker mig, er min ryg ligeså stiv som bjælkerne i væggen. En nat drømte jeg at der blev trukket et rør ned i min hals, jeg mener det var af kobber. Da jeg vågnede, var halsen øm og stemmen rusten. Jeg holder fast i tanken om at være låst fast i noget. Noget der burer mig inde. Indtil nu har jeg troet, at jeg havde brug for det, havde brug for huset, havde brug for væggene, gulvet, trapperne. At det var dem som holdt mig oppe. At uden alt det ville min krop bare flyde ud i landskabet som en slags slatten dej. Men nu forstår jeg at jeg har taget fejl, det er omvendt.” 

Bungalow handler – som titlen indikerer – om et hus. Efter sin mors død arver jegfortælleren huset, som hendes bedstefar byggede lige før Anden Verdenskrig. Men hun kan ikke forene sig med huset, det tager ikke imod hende. Da moren dør, begynder huset at falde fra hinanden, listerne rådner, fundamentet smuldrer. Huset, som skulle være et stabilt hjem og give hende ro, er i stedet fremmed for hende, afstøder og isolerer hende.

Inghill Johansen skriver på nærmest knausgaardsk vis om små dagligdagsting på en måde, som gør dem interessante. Punktromanens små tekststykker giver her og der nyt blod til for længst automatiserede handlinger og oplevelser, fastholder læserens interesse trods et nærmest ikke-eksisterende handlingsforløb. Sproget er ligetil, nærmest minimalistisk, omhandlende store og små følelser, stilstand, magtesløshed, sorg, ensomhed og tab. Gennemgående er den overbevisende nedbrydning af grænsen mellem organisme og genstand, krop og hus. Mennesker, dyr og planter flyder sammen i stærk metaforik, og små handlinger og hændelser peger på større eksistentielle spørgsmål og overvejelser. Og så trækkes der et fint spor af underspillet humor gennem romanen.

Bungalowen danner ramme omkring fortællingen. En bungalow er en kvadratisk bygning i ét plan, med et fladt eller let skrånende tag. Der ingen trapper, ingen assymetri, ingen overraskelser eller uforudsete muligheder. Der er vægge, gulv og loft, som kan beskytte dig – eller holde dig fanget og isoleret. Jegfortælleren i Bungalow befinder sig i et ambivalent gensidigt afhængighedsforhold til huset, hun længes efter handling, efter forandring og progression, men hun giver samtidig op og synker ned i den trygge ligegyldigheds vakuum. I takt med husets forfald, går også hun fra hinanden. Mens tapetet slipper væggen og skabslågerne løsner sig fra sine hængsler, giver hun op. Og alligevel får man et lille glimt af håb, en udsigt til forandring.

Læsningen af Bungalow var en blandet fornøjelse. Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring. Ikke fordi romanen er svær at læse, men fordi punktromangenren ofte kræver en højere grad af refleksion, før et egentligt sammenhængende narrativ træder frem. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

 

BOGTANKER #6: LITTERÆR NYSGERRIGHED

cof

Du har måske oplevet det – at tale om bøger med en ven eller bekendt, som tidligt i samtalen smider det tunge kort: “Jeg læser kun (indsæt genre)”. Ligesom “Jeg hører kun hvad de spiller i radioen”, eller “Jeg spiser kun mad der ikke er krydret”. Hvad end det handler om bøger, mad, musik, kulturelle oplevelser, eller noget helt femte, så er det en udmelding, som jeg gang på gang ærgrer mig over. Giv din hjerne noget udfordring!

Jeg får flashback til følelsen fra min spæde ungdom i provinsen. Det forventedes, at man valgte side og forholdt sig hovedløst loyalt til denne. Er du poptøs? Eller skater? Hop så ned i én af kasserne – og bliv der! 

Det er et menneskeligt grundvilkår at søge kategorisering. At finde et fællesskab i, at tilhøre en gruppe, at gøre det samme som de andre i gruppen. At genkende sig selv i gentagelsen. Og når det kommer til musik og litteratur, så er det faktisk stadig sådan, i det ellers så (nogenlunde) nuancerede voksenliv. Hvis du primært læser krimi, så er du en bestemt type. Hvis du kun læser svært tilgængelig faglitteratur, bestemte dagblade og få snævre skønlitterære udgivelser, så er du en anden, men ligeså karikeret type. Og det samme, hvis du erklærer din kærlighed til young adult og kærlighedsdramaer. Du er hvad du læser, og det er vel sådan set også ok. Det jeg læser siger i hvert fald noget om, hvem jeg er, og hvad jeg interesserer mig for. Men det bliver i mine øjne problematisk, når vi søger en bestemt genre eller form i en grad, hvor alt andet udelukkes, hvor den litterære nysgerrighed blokeres. For der stopper vores potentiale for udvikling også.

Selv har jeg haft nogle af de største øjenåbnende bogoplevelser i mødet med litteratur som jeg ikke selv umiddelbart ville have valgt. Når man er under uddannelse støder man, i hvert fald på universitetet, ofte på denne type læsning, men i voksenlivet er det slut med pligtlæsning og derfor også, for nogens vedkommende, slut med at udfordre sig selv litterært. Og dét synes jeg er ærgerligt.

Så en venlig opfordring herfra; hold aldrig op med at være nysgerrig og opsøgende. Lad aldrig dig selv begrænse af hvad du plejer og ikke plejer at læse. Forsøg dig med en bog i ny og næ, som ikke nødvendigvis er et oplagt valg for dig. Det værste der kan ske, er, at du bliver bekræftet i at bogen ikke faldt i din smag. Eller også bliver du positivt overrasket og får en helt unik læseoplevelse med dig.

 

LINKLOVE – 5 FAVORIT IKKE-BOG-BLOGS

blogging-image1

Jeg er vild med bloggenren og læser adskillige dagligt. Og selvom jeg mest nørder litteratur her på siden, så er min egen bloglæsning faktisk ret alsidig. For der findes simpelthen et væld af forskellige, inspirerende, berigende blogskribenter derude, kløgtige mennesker som både underholder og giver stof til eftertanke. Den brogede flok har alle et til fælles – de kan noget helt særligt med ord, noget jeg ikke kan stå for.

Her er de så, mine personlige anbefalinger til blogs som faktisk vil berige dit liv:

Nom de Mie

Mie har i høj grad ordet i sin magt. Hun skriver om ret dagligdagsting på en måde, som tit får mig til at grine højlydt. Som da hun skrev om barndommens tåkrummende relation til madpakkekonceptet. Eller når hun taler om barsel, som jo er en af mine absolutte hjertesager. Mie er skarp, sjov og desuden virkelig likeable.

Hvid kaffe

Karoline skriver humoristisk og ærligt om en lang række forskellige emner. Hendes blog er af den type, der både har fået mig til at rulle rundt på gulvet af grin og at fælde en lille tåre over hendes mere alvorlige emner. Hjerteskærende indlæg om anoreksi og et dysfunktionelt faderforhold og hysterisk underholdende når hun f.eks. udformer rammende irritationslisterHvid kaffe er intelligent underholdning med substans, og hvis du ikke følger hende allerede, så skal du gøre det øjeblikkeligt.

Sofie Ude

Vanvittigt underholdende. Det er hun, min navnesøster fra bloggen Sofie Ude. Ligesom Nom de Mie skriver hun om ret random dagligdagsting, som er så relaterbare, underholdende og velskrevet at jeg dagligt opsøger hendes blog i tørsten efter nye indlæg. Det her lille indslag er beviset på at meget lidt men godt faktisk kan gøre det. Læs, læs, læs!

I carried a watermelon

Vi har så svært ved at tale om sorg og død. Måske vi endda mangler et vokabular som kan rumme det. Karoline som er den seje kvinde bag bloggen I carried a watermelon skriver hudløst ærligt om sin sorg efter tabet af sin mor, om sit savn, om hvordan man kan imødekomme et menneske i sorg og også om lidt lettere emner. Igen må jeg påpege hendes helt særlige evner til  at få sproget til at blomstre og så har jeg så dyb respekt for at skrive om så tabubelagte emner som sorg og død er, på en måde som er både personlig, pædagogisk og inkluderende. Italesættelsen er så vigtig, og derfor mener jeg, at bloggen er en af de vigtigste der er. Klik ind på I carried a watermelon og vær klar med lommeletterne.

AmarOrama

Spidsfindigt, kort og underholdende. Bloggen som ofte udgiver indlæg i  nærmest stikordsform, får tit min hjerne i gang  med større tankerækker, udløst af en enkelt sætning, som f.eks. det faste indslag “Sætninger der sidder fast”.

 

LÆSESTAKKEN: JUNI

 

IMG_20170702_111940.jpg

Juni fløj jo bare afsted. Måneden har været god men travl, og jeg har ikke helt fået læst mig igennem alt det, jeg gerne ville. Men foran mig ligger en hel måneds ferie inden arbejdet igen skal passes, så mon ikke jeg får indhentet nogle af de mange bøger der ligger i kø?

I juni fik jeg læst følgende:

Den afrikanske farm – Karen Blixen

Endelig! I årevis har jeg tænkt på at få nedlagt den bog, som jeg så mange gange er begyndt på og droppet ud af. Jeg har en enorm kærlighed til Karen Blixen (det er vist enten helt i den ene eller den anden grøft med Blixenfølelser, når man har læst dansk på uni?), og jeg har især læst og genlæst Vintereventyr og Syv fantastiske fortællinger med stor fornøjelse. Den afrikanske farm har været lidt sværere tilgængelig for mig, nok fordi handlingsforløbet fra starten er lidt mere stillestående end min læseopmærksomhed er vant til at blive udsat for. Det er egentlig noget jeg har tænkt, at jeg gerne vil arbejde med, det der med at  give en tekst en chance, sådan for alvor. Ikke at  give op efter 50 sider, fordi den ikke kommer så hurtigt i gang. Jeg tror måske, jeg går glip af en del med den indstilling. Tålmodighed!

Den afrikanske farm viste sig da også at åbne nogle døre i  min hjerne, at få mig til at tænke nogle nye ting ind i min forståelse af Blixen og så var det enormt interessant at reflektere over hendes tilgang til menneskene i bogen. “De sorte” eller indfødte beskrives på en måde som i nutiden ind imellem ville virke enormt anstødeligt og racistisk. Men i den tid Den afrikanske farm er skrevet, ansås Blixen for at være enormt nytænkende og rummelig i sit forhold til mennesker af andre etniciteter. Og så er bogen desuden en del af mit projekt med klassikerlæsning, en ambition om at komme igennem en række af de helt store værker.

Faderen, et opgør – Niklas Frank

Den omdiskuterede og særdeles hadfulde bog er endelig kommet i en dansk oversættelse – yay! Bogen var mestendels en fornøjelse at læse og du kan finde min anmeldelse af den her.

Lolita – Vladimir Nabokov

Åh ja, tilbage til det der klassikerlæsningsprojekt. Lolita har også længe stået i kø til at blive læst, og hvor er jeg dog bare glad for, at jeg endelig fik det gjort. Det er en fuldstændig genial bog, og hvis du ikke har læst den, så skal du aflyse alle dine planer den næste uge og gå i gang med at læse den nu. NU, sagde jeg. Og du kan i øvrigt læse i flere detaljer om min begejstring her.

Sort galde – Signe Maxen

Den smukke lille bog, som er så enkelt – nærmest minimalistisk – i sit sprog og som alligevel rummer så store dybder og underliggende betydninger. Jeg kan mærke en anmeldelse in the making og vil derfor ikke sige mere om den lille fine bog på nuværende tidspunkt. Stay tuned 🙂

Klatlæsning

Jeg kommer altid til løbende at læse en lille smule hist og her. Denne måned har det særligt været de stærke kvinder fra min bogreol der har fanget min opmærksomhed sporadisk, og jeg har været forbi Naja Marie Aidts noveller, digte fra Inger Christensens samlede, et par noveller fra Tove Ditlevsens laberlyserøde novellesamling og så et smut tilbage i  min all time favorite tegneserie, Kunskapens Frukt af Liv Strömquist.

Juli måned er skudt i gang med Chris Kraus’ I love dick, som jeg har valgt at læse i den engelske udgave, fordi jeg tænker at det altid er optimalt at læse på originalsproget, hvis muligheden er der. Ud over det har jeg ambitioner om at stifte bekendtskab med Kim Leine og måske snuse til Planen af Morten Pape. Og ellers har jeg en hel liste, som jeg skal have kigget nærmere på. Der bliver masser af tid til læsning på årets ødegårdstur og i masser af (forhåbentligt) lyse og lune sommeraftener på terrassen. Det kan da kun blive godt!

KULTURKALENDEREN: JUNI

e1444b795b523c28c4c107f4924d1262

Juni! Shit, det gik stærkt!

Jeg skal uden tvivl fejre den første sommermåned med is på terrassen, årets første tur i havet og en hel masse eftermiddage på legepladsen i gården med et begejstret barn. Sommerstemningen har for længst sænket sig over København, og skulle du have lyst til andet end kolde øl i solen (behøver man egentlig andet?), så kommer mine bedste bud her:

Månedens kulturelle anbefalinger

HvadLille Bogdag

Jeg har allerede skriblet et indlæg om dette prægtige arrangement, hvor der er fokus på de små forlag. Læs indlægget her,  tilmeld dig facebookbegivenheden her og kom så afsted med dig!

Hvor: Den Frie Udstilling, Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Hvornår: 3.-4. juni, fra kl. 12-18


Hvad: CPH Stage

CPH Stage er en dansk teaterfestival som løber over 12 dage. Festivallen er en fejring af teatret og scenekunsten og består af en lang række seværdige forestillinger. Det spændende program kan findes på deres hjemmeside og der er virkelig  meget der lyder interessant. Overraskende nok er det særligt de mere litteraturfokuserede events der får mit blod til at pumpe.

Hvor: Rundt omkring i byen

Hvornår: 31. maj – 11. juni


Hvad: Strik og drik

Kom og strik mens du drikker sherry! Sådan lyder opfordringen fra folkene bag begivenheden strik og drik. Selvom jeg personligt ville fortrække noget andet end sherry, så kan jeg kun bakke op om koblingen af alkohol og håndarbejde. Count me in!

Hvor:  Politikens Boghal

Hvornår:  10. juni kl. 17-19


Hvad: Sankt Hans og Midsommerfest på Blågårds Plads

Snobrødsbagning, folkekøkken, børneunderholdning og bål, det lyder sgu da hyggeligt! Trods modvilje mod bålritualet, så lyder det da som en perfekt Sankt Hans aften. Eller som et virvar af klapvogne, overstimulerede snotunger, røgforgiftning og klaustrofobi. Time will tell.

Hvor: Blågårds Plads 5, 2200 København N

Hvornår: 23. juni, kl. 16-23

BOGTANKER #1: BOGÆSTETIK

Nu bliver det måske lidt nørdet – så er I advaret.

Mit arbejde er for tiden fokuseret omkring bogudstillinger i biblioteksrummet – hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Og man kan blive helt overrasket over, hvor meget det visuelle aspekt faktisk betyder, når vi udvælger hvilke bøger der skal med os hjem.

Jeg kan genkende det fra mig selv, når jeg står og forsøger at begrænse mig i den hyppigt tilbagevendende shoppingrus i Politikens Boghal. Hvad kan undværes? Hvordan kan jeg begrænse mig selv og undgå havregryn som primærkost resten af måneden? Og her kan bøgernes omslag og layout i sidste ende vægte i udvælgelsen af, hvilke bøger jeg er nødt til at tage med mig hjem, og hvilke der ryger tilbage på hylden. Dermed ikke sagt at indholdet er sekundært, men i dag handler bogtanker altså om layout. For hvad er egentlig et godt bogomslag?

Når man taler om udstillinger af bøger i et stort rum, som på biblioteket, hvor der er så mange indtryk og distraktioner rundt omkring, så vægter jeg følgende i bogens visuelle udtryk: Enkelhed og blikfang. Omslag med kontrastfarver og enkle illustrationer. Hjemme hos os er bøger en stor del af indretningen, som dækker en betydelig del af vores vægge. Derfor må de bøger vi har stående gerne se flotte og dekorative ud. Desuden er det vigtigt, at bogens kvalitet er i top og her er Clothbound Classics pragteksemplarer. Omslaget er fast og formen holder, materialet ser ikke billigt ud, men har med sin tekstiloverflade en lækker retro-feel. Farverne er holdt enkle og det er grafisk skarpt.

Clothbound Classics er opsummeringen af mine ønsker til et bogomslag: Få, stærke farver, grafisk stærkt udtryk, symmetrisk layout, som både er genkendeligt og som fanger blikket, lækre omslagsmaterialer og en vægt og størrelse, som er perfekt i tasken.

Tjek dem ud – måske er det på tide at læse/genlæse nogle af de store klassikere?

8e9b76aab04ad91ade75fe9fefa59127

 

 

SKAL VI ALTID BIDRAGE MED NOGET?

4ac2d933176414e03f41e523f10777ef

Som nyopstartet blogger, er der uundgåeligt ét spørgsmål som fra det allerførste spadestik presser sig på: Hvorfor gør jeg det? Hvorfor blogger jeg?

Bag enhver blog ligger der nogle tanker og ideer, nogle forventninger og nogle drømme. I et digitaliseret samfund som vores er der et utal af blogs, nogle med enorm succes, andre med forsvindende lidt, nogle med kvalitetsindhold med tyngde, andre med navlepillende livsredegørelser ned i de mindste detaljer.

Forleden stødte jeg på denne artikel, som argumenterer for, at man som blogger har et ansvar for at bidrage med noget – at tilføre det digitale samfund en eller anden form for merværdi.  “Vi  har brug for en bagatelgrænse for retoriske ytringer”, mener kvinden bag artiklen. Men har vi i grunden det? Skal man nødvendigvis være kvalificeret ekspert, for at have lov til at ytre sig?

Bloggeren Fie Laursen (som jeg ikke anede hvem var, før jeg læste førnævnte artikel) beskyldes for netop dette – at være ligegyldig og at trække ned i den overordnede kvalitet af digitalt indhold. Jeg nikkede genkendende til pointen om, at den pågældende bloggers posts grænser til det helt grotesk ligegyldige – for mig, altså. For man kan jo se på bloggens antal følgere, at et ret stort antal mennesker finder hende interessant. Det kan forekomme helt absurd og vi kan skrive endeløse artikler og debatindlæg, hvor vi skælder ud på hendes grad af ligegyldighed og jamrer over den danske ungdoms fremtid, som er sort som kul, hvis de finder underholdning og inspiration på en blog som Fies. Men vi kan også bare anerkende, at digital formidling spænder vidt og fungerer dejligt inkluderende. Der er jo heldigvis plads til os allesammen.

Og når vi nu taler om førnævnte, lettere vrede artikels pointe, kan vi så ikke lige stoppe op og reflektere over, om man virkelig har pligt til at bidrage med noget? Har vi allesammen pligt til kun at åbne munden, når det vi  har at sige er gennemarbejdet, velovervejet og tilpasset omverdenen?

I mine øjne opstår der på den måde en konstant forventning om optimering, ligesom vi ser en udvikling i retning af et helt overdrevet karakter- og resultatfokus. Øget stress, fordi vi hele tiden skal producere, optimere, bidrage konstruktivt. Så slap dog af.

Med den digitale udvikling, som bl.a. har medført Smartphonens indtog, er jeg nødt til dagligt at øve mig i at sidde stille og ikke foretage mig noget – en handling der efterhånden føles helt fremmed og kunstig, men en handling som jeg kan mærke, at jeg har brug for. I stedet for at se ud af vinduet i 5 minutter, laver vi en hurtig googlesøgning, tjekker Facebook eller får svaret på alle de mails der ligger og venter. For det forventes at man hele tiden yder, bidrager, optimerer.

Op imod hver femte barn/ung (10-24 år) føler sig ofte stresset, hvilket uden tvivl påvirket af mange forskellige faktorer. Men jeg tror da bestemt at den her tendens til altid at skulle yde sit bedste, og give alt hvad man har, er medvirkende.

Så når en blogger, som Fie Laursen udskammes for at være ligegyldig, ja nærmest skadelig for kvaliteten af online indhold, så mener jeg at der bidrages til vedligeholdelsen af en skadelig optimeringsideologi. På samme måde som det skal være acceptabelt at sætte sig foran TV’et og slappe af med ligegyldig underholdning, som ikke bidrager med hverken ny viden eller udvider seerens bevidsthed, så skal der også være plads til “tomt” indhold på blogs og sociale medier. Vi har brug for ligegyldigheder og vi har brug for pauser. Og det mener jeg at Fie Laursens læserskare er et udtryk for.

Slap af – du behøver altså ikke altid at bidrage med noget. Nogle gange må du gerne skrive noget dumt eller ligegyldigt.

KØN OG SOCIALE MEDIER

Facebook og de andre sociale medier er jo som udgangspunkt et vidunderligt, rædselsfuldt sted. Daglig kilde til ligegyldige input, fejlstavningsarrigskab og generel irritation over komplet idioti. Og vi elsker det. 62 procent af alle danskere er på Facebook dagligt, og det tror jeg i mange tilfælde er netop for at få udfyldt et behov for at forarges (hvis ikke bare for at snage). For det kan umuligt være for at få udvidet videnshorisonten og fodret vores ånd med substansfyldt indhold.

Jeg selv er en del af de 62 procent. I en rutine så automatiseret og tankeløs, klikker jeg mig gerne ind på Facebook-appen et par gange i løbet af en dag, og det primært for at krumme tæer og momentært overveje at trække mig. Lukke min konto ned og aldrig se tilbage. Men så langt når jeg aldrig. For når man som jeg bruger en del tid på at debattere og diskutere forskellige problematikker – særligt feminisme – så er der sgu da en seriøs gang brænde til bålet i sådan et kort facebookbesøg. Den ene efter den anden sexistiske, racistiske eller bare stupide artikel deles, og det sætter nogle tanker i gang.

Som for nyligt, da jeg igen, igen stødte på en opdatering i retning af ”Stolt indehaver af 4 smukke pigebørnebørn” eller ”Emmas fremtidige bejlere får det hårdt med hendes 3 bredskuldrede onkler”, ledsaget af et billede, nogenlunde i retning af:

prepared-for-when-my-daughter-starts-dating-3058503

… så bliver jeg simpelthen så hidsig og frustreret, og al den energi som jeg manglede før, efter en søvnløs nat med et barn i vuggestuealderen, den kommer pludselig tilbage for fuld kraft. Og så får jeg lyst til at kommentere og belære, for man må jo ikke slå. Opdrage, velsagtens.

For hvad er det dog for en måde at se på dine døtre eller børnebørn af hunkøn på? Hvad er det dog for en fuldstændig grotesk klamren til et håbløst forældet, patriarkalsk lortesamfund, hvor kvinden 1.) først og fremmest er et objekt for begær, som den ene mand råder over, indtil der kommer en anden og overtager? Og 2.) er så svag i psyke såvel som fysik, at hun simpelthen ikke formår selvstændigt hverken at vurdere, hvem hun har lyst til at omgås, eller at sige fra på en velovervejet måde, når hun møder et menneske, hun ikke har lyst til at omgås? Jeg bliver så vred, at jeg i affekt får lyst til at skrive en meget skrap og fordømmende kommentar, men så stopper jeg mig selv. For hvem har nogensinde virkelig rykket nogens tanker i kommentarsporet på Facebook? Er det ikke der, hvor det helst bare skal gå i ring, i en endeløs og pointeløs mudderkastning? Der hvor vi søger hen, for at samle irritation og aggression til et mavesurt indlæg på en blog?

Alle de her samfundsstrukturelle problemer, herunder legitimering af kvindeundertrykkende adfærd gennem ”humor”, det er et stort problem. Et problem der bidrager til at vedligeholde en stadig dyb kløft mellem det at være kvinde og det at være mand i Danmark. Det er en problematik, som virkelig synliggør den position kvinden stadig underlægges, en position der først og fremmest er præget af mangel. En position der gør, at jeg som kvinde ofte mødes med kommentarer som ”du ved meget om musik – for en kvinde”, eller ”skal jeg skære dig et lille stykke kage, eller et ’herre-stykke’?”. Kvinder mangler som udgangspunkt viden, appetit og meget andet, som styrke, selvstændighed, evne til at forhandle løn, evne til at tage beslutninger på egen hånd, evne til at lede, jeg kunne blive ved, men i har nok forstået min pointe. Denne mangelfulde position i kraft af køn, kan sammenlignes med den måde, som en person med et handicap, en ”over”vægt, en mørk hudfarve, eller en såkaldt ”afvigende” seksualitet mødes på. I 2017 er man stadig i en eller anden grad underordnet, hvis man falder udenfor kategorien hvid, heteroseksuel mand. En ulighed der manifesteres og reproduceres gennem bl.a. de sociale medier. Og er det dermed en ulighed der kan og skal bekæmpes netop der?

Selvom de sociale medier i høj grad er slagmark for mange politiske kampe – herunder kønspolitiske – så er jeg ikke sikker på at det er den mest konstruktive platform for en strukturel ændring i samfundet. Min datters vuggestue er i gang med at implementere en pædagogik, der gør op med den gængse kønsstereotypi. Meget forenklet forklaret, handler det om, at opfordre børnene til at lege på tværs af de normative kønsforventninger. Altså i praksis at opfordre til samme typer lege, på tværs af køn, hvilket i mine øjne burde være en selvfølgelig tilgang.

Og hvem ved, måske er det netop det der skal til for at få udsluset gamle kønsspecifikke forventninger, at give plads til nuancer. Jeg håber, at min datters generation om ikke andet kommer til at reflektere mere over deres identitetspotentiale, at de ikke bare prøver at tilpasse sig de meget snævre forventninger der ligger i den dikotomiske opdeling af mand/kvinde, og at de på den måde kan gøre sig fri af begrænsende, kønsspecifikke forventninger. Hvis jeg selv havde haft den bevidsthed noget tidligere, havde det sparet mig for mange tanker om at føle mig unormal og afvigende, fordi jeg ikke nødvendigvis passede ind i den kasse der stod ”pige” på.