DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

DER ER ALTID NOGEN AT  BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Roman – 248 s. – Forlaget Gladiator – omslag af Clara Birgersson – udgivet d. 10. august 2017 – anmeldereksemplar

“Jeg ligger i min celle og kigger ud ad vinduet. Der er stjerner på himlen, og jeg kan se månen. En stjerne falder fra himlen, og jeg ønsker det samme, som jeg har ønsket mig, siden jeg var barn. Jeg ønsker mig, at jeg ikke havde en krop. Jeg klemmer mine øjne i og spænder i kroppen, folder mine hænder. Da jeg åbner mine øjne, er stjernen og dens lysslør ikke længere at se på himlen, men jeg ønsker stadig. Jeg ønsker, at jeg bare var en bevidsthed, der svævede rundt uden masse, uden muskler og knogler og fedt. Jeg ønsker, at jeg var luft og gennemsigtig, allerhelst usynlig, noget, der flød og fløj uden at være, uden at optage plads i verden.”

Sult og selvskade, hallucinationer og overvejelser om liv og død, krop og sind. Der er altid nogen at befri er en fortælling om Katrina, som indlægges på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling, for at få hjælp til at komme ud af sin anoreksi. Vi møder hende til en indlæggelsessamtale, ledsaget af hendes bekymrede kæreste Jakob. Han kan ikke længere tage ansvar for hende – hun er nede at veje 42 kilo, har ikke haft menstruation længe, og er langt væk fra en sygdomserkendelse. De næste tre måneder kæmper hun skiftevis mod at blive fastholdt i, og at blive befriet fra anoreksien.

I romanens begyndelse irriterede Katrina mig enormt, med hendes nedladende og fordømmende attitude overfor dem omkring hende. For eksempel gives der et virkelig karikeret billede af kvinden Sasha, som er SOSU. Hun er tyk, har bumser, køber Disneyfilm på tilbud i føtex og læser Jussi Adler Olsen (som Katrina ikke engang kender). Men hurtigt lærte jeg, at hendes negativitet må tilskrives hendes sygdom, som får hende til at distancere sig fra alle andre. Anoreksien gør hende ude af stand til at føle særlig meget, hvad end det er kulde og varme på kroppen, eller empati. Løbende gennem romanen vinder Katrina mere og mere sympati, sideløbende med hendes sygdoms udvikling. Fortællingen starter og slutter i tredje person, men fortælles ellers fra Katrina som førstepersonsfortæller, hvilket giver læseren et unikt indblik i en ung, anorektisk kvindes virkelighedsfjerne tanker, løgne og selvbedrag. Gennem Katrinas øjne får læseren et særdeles troværdigt indblik i et sygt mindset, man indføres så grundigt i hendes tanker, at det til tider kan være svært selv at skelne mellem virkelighed og hallucination.

De skizofrene, som anoreksipatienterne deler afsnit med, beskrives til tider komplet barnlige og mentalt udviklingshæmmede, hvilket måske peger på Katrinas opfattelse af hvordan mennesker med skizofreni er. Men da hun selv bliver hallucinatorisk og medicineres mod selvsamme sindslidelse, udvides hendes – og læserens – forståelse af hvordan mennesker med skizofreni faktisk er. Ligesom med anoreksien, er der mange forskellige mennesker, som kæmper med skizofreni, ligesom med anoreksi misforstås de, stigmatiseres og forenkles. Anoreksi forenkles til en ekstrem slankekur, skizofreni til en personlighedsspaltning eller en mentalretardering. I Katrinas tanker om de to grupper ser jeg et samfundskritisk potentiale. Der flyder en sarkastisk og ironisk tone gennem romanen, som til tider virker samfundskritisk, og andre gange bare fungerer som et friskt glas vand at sluge en bitter pille med. Det er noget af en bedrift, at skrive en så alvorlig roman, med så megen humor. Der er altid nogen at befri fremkalder sorg og medfølelse, og får samtidig læseren til at stoppe op i teksten og trække på smilebåndet. Den indsigt der tilbydes, er en bedre forståelse af spiseforstyrrelsens væsen, og som uindviet har jeg lært noget af romanen. Anoreksi kan være et ønske om at forsvinde, ikke bare fysisk, men også psykisk, at ville forsvinde ind til ingenting, optage minimal plads i verden og på den måde flygte fra krav og forventninger eller noget tredje. Katrina ønsker ikke bare at dø, at gøre en ende på det hele. Hun er gennemsyret af en ambivalens – en kamp for at bevare kontrollen og et desperat håb om at slippe den. Det er en velskrevet, barsk roman, en vigtig indsigt i en skræmmende og tankevækkende lidelse. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

En tanke omkring “DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

  1. Pingback: LÆSESTAKKEN: AUGUST | KULTURKULTEN

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s