SORT GALDE af SIGNE MAXEN

cof

SORT GALDE af Signe Maxen

Roman – 176 sider – Forlaget Rosinante – 2017 – omslag af Clara Birgersson.

“Jeg brød mig ikke om at tørre øjnene når jeg græd. Mor havde altid været hurtig til at række mig en serviet. Det var ment som omsorg, det vidste jeg godt, men jeg blev fortvivlet når nogen rakte mig en serviet. At nogen forventede jeg fjernede det våde, den visuelle sorg, hurtigst muligt, bekræftede mig i min skam. Det var som om gråden var forbudt, et tabu, når den skulle fjernes fra ansigtet før den knap havde berørt kinderne.”

Jegfortælleren Sigrid mister sin far til kræft. Hun fortæller om den sorg det har bragt hende, om sin mor, som hun har et anstrengt forhold til, om sin søster, Fie, som fungerer i verden og om sin ven, Elias, som læser psykologi og som altid har noget klogt at sige om sindet og psyken og verden.

Sigrid fører læseren igennem sit sygdomsforløb; uforklarlige mavesmerter, som gennem flere undersøgelser tilskrives hendes problemer med at spise – nervøs spisevægring. Hun indlægges på et åbent psykiatrisk døgnafsnit, hvor hun møder andre psykiatriske patienter – andre “faldne engle”. Hun arbejder på at blive rask og ønsker samtidig ikke at blive rask, hun finder en tilfredsstillelse i det syge, det dysfunktionelle. Hun stiller spørgsmålstegn ved sygdomsbegrebet, for hvorfor er det skæve og kreative så sygeliggjort? Hvorfor italesættes psykiatriske patienter og skæve hjerner som en samfundsbyrde og aldrig som en potentiel ressource? Hvorfor er det der falder udenfor de gængse normer så skamfuldt?

Sort Galde handler om det syge og det raske, liv og død, kroppen og sindet. Det er en kort og sprogligt fin fortælling om en ung kvindes sorg over sin fars død, om hendes anstrengende forhold til pubertetens kropslige forandringer og den spirende kvindekrop, hvori hun ser sin mor. Om en søster som per automatik fungerer i verden som man skal og om ikke selv at leve op til sin omverden og dens forventninger. Sort Galde er en let lille roman med et tungt og melankolsk indhold, en litterær dybde forklædt som letlæst ungdomsroman.

Romanens opdeling i korte afsnit gør den let og hurtigt læst, mens eftermælet er alt andet end let og hurtigt forbi. Signe Maxens debutroman rørte mig – måske fordi jeg falder ret  præcist ind i det segment der skrives om og fra. Der behandles emner som de fleste unge kvinder på en eller anden måde kan identificere sig med, men dermed ikke sagt, at det er en roman som kun kan læses af en sådan afgrænset gruppe. De rammende beskrivelser af den tunge, menneskelige sorg, samt de skarpsindige tanker omkring psykiatri og samfundsstrukturer gør bogen både evigt aktuel og interessant for en bred  gruppe læsere. Bogen lægger op til eftertanke og selvevaluering i et samfund hvor normer og strukturer nødvendigvis regulerer og stigmatiserer. Ind imellem fremstår sproget lidt forenklet, men overordnet er Sort Galde en fin debutroman, ganske læsværdig og desuden en fryd for øjet. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s