DET EUROPÆISKE FORÅR af KASPAR COLLING NIELSEN

edf

DET EUROPÆISKE FORÅR af Kaspar Colling Nielsen

Roman – Gyldendal– 2017 – 349 sider – omslag af Andreas Kjærgaard – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Lolland var slet ikke, som Stig havde forestillet sig, selvom Elisabeth havde fortalt en masse og vist ham et utal af billeder. Måske havde han ikke lyttet ordentligt efter, men området var i hvert fald meget mere eksklusivt, end han havde forestillet sig, og dem, der allerede var flyttet derned, var succesrige folk fra København, Nordsjælland, Odense og Århus. Området var omgivet af et pigtrådshegn, og ved porten ved Guldborgsund stod der filippinske vagter bevæbnede med automatvåben. Små droner fløj langs hegnet. Beboerne var tilsyneladende ikke indskrænkede bonderøve, som han havde forventet. De gik i skjorte og med seler, i gammeldags jakkesæt ligefrem, de så smarte ud, og han kendte faktisk en del af dem fra København.”

Vi befinder os i en nær fremtid, som er ekstremt polariseret. Europa er i hastig forandring, og hele det danske samfund ændres fundamentalt over få år. Flygtninge- og integrationssituationen er eskaleret, og indvandrere og deres efterkommere segregeres til aflukkede, indhegnede ghettoområder. Til containerbyen Frederiksstad i Mozambique deporteres kriminelle, utilpassede og religiøst fanatiske indvandrere, i et desperat forsøg på at genoprette ro og orden. Lolland er omdannet til en rigmandsghetto, hvor kultureliten og andre pengestærke danskere isolerer sig, i et idyllisk Morten Korch-samfund. Droner er en selvfølgelig del af den daglige drift og bruges til alt fra overvågning til udsmykning af huse. Forskningsprogrammet RAID eksperimenterer med Hybrid Intelligens og det er ikke bemærkelsesværdigt at støde på en hund der læser avis eller en fugl der kan tale.

I Det europæiske forår er det vildest tænkelige en mulighed. Men hvad har egentlig en værdi, når alt pludselig er tilgængeligt? Hvad sker der, når grænsen opløses mellem kultur og natur, mellem robot og organisme, mellem virkelighed og fiktion, mellem det fysiske og det sjælelige?

Det har været ualmindeligt svært for mig at få færdiggjort anmeldelsen af Det europæiske forår. Måske fordi det er en bog, der splitter mig, og som det er svært at have en entydig holdning til. Jeg har haft svært ved at forstå præcis hvilket ben jeg skulle stå på. For det er en bog der vil en hel masse på samme tid, hvilket – for det meste – lykkes meget godt. Det europæiske forår er grotesk og plat, fjollet, overdrevet, grænsesøgende, provokerende og absolut underholdende. En uhyggeligt nærværende fremtidsskildring og samtidskritik. Det er en roman der lægger op til refleksion, til en slags konfrontation med egne grænser og værdier. Og netop denne uundgåelige refleksion over samfund, eksistens, moral, etik og fremtid er hvad der, trods op og nedture i læseoplevelsen, gør romanen absolut anbefalelsesværdig. Det europæiske forår vil en masse ting og efterlod mig med en slags litterær tinnitus eller granatchok, men den efterlod mig altså med noget, hvilket få bøger i grunden formår. Og uanset hvilke tangenter Kaspar Colling Nielsen bevæger sig ud ad, så formår han altid at fastholde min opmærksomhed fra det første ord til det sidste. 4/6 hjerter.

hjerter

Intreagued? Find Det europæiske forår her.

 

BOGTANKER #7: Om at tage sig tid til at læse – og skrive

IMG_20170628_202625_870

Det er meget forskelligt, hvor ofte der sker noget herinde på Kulturkulten. Der er perioder med anmeldelser og indlæg flere dage i træk, og så er der perioder, som nu, hvor læsningen går noget langsommere, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke får udgivet noget i ugevis.

Fra Kulturkultens spæde start har jeg været helt afklaret med at det er et projekt der kører udelukkende på lyst og derfor aldrig må blive en stressfaktor. Og selvom bøgerne tårner sig op i enorme stakke, og jeg ingenlunde når månedens anmeldelsesplan, er det indtil videre lykkedes mig at undgå at stresse over det. For jeg kommer jo dertil på et tidspunkt. Og livet er bare lidt ekstra hektisk lige nu, og det er ok.

Jeg er ikke verdens hurtigste læser – omend heller ikke den langsomste. Jeg bliver ret let distraheret, hvilket er lettere problematisk, når det meste af min læsetid foregår i toget i myldretiden til og fra job (og stillezonen sjældent er særlig stille, ahem…)

Jeg læser tit tilbage i en bog, fordi der lige var et eller andet, der kom op igen, noget som pludselig var mærkeligt, eller som blev interessant for fortællingen igen. Jeg læser efter deadlines, men ret løse og fleksible deadlines, for jeg vil altid hellere anmelde en bog lidt sent, end jeg vil sjuske mig igennem læsningen. Og det er både for min egen og for bogens afsenders skyld.

Uanset om en bog falder i min smag eller ej, føler jeg behov for at have taget hvert et ord ind, hvis jeg skal kunne gå ud og udtale mig kvalificeret om den. Og når et menneske har lagt så meget tid og energi i et projekt, som en forfatter nødvendigvis lægger i en bog, så kan man heller ikke være andet bekendt.

Nu vil jeg tilbringe resten af søndagen som man bør, helt langsomt, deadlinefrit og med litterær fordybelse.

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

edf

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

Historisk roman – genudgivelse – Lindhardt og Ringhof – 2017 – 550 sider – omslag af Simon Lilholt/Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hvad skal jeg fortælle dr. Jordan om denne dag? For nu er vi der næsten. Jeg kan huske, hvad jeg sagde, da jeg blev arresteret, og hvad forsvareren, mr.  McKenzie, sagde, jeg skulle sige, og hvad jeg ikke engang sagde til ham; og hvad jeg sagde under retssagen, og hvad jeg sagde bagefter, hvilket var noget andet igen.  Og hvad McDermott sagde, jeg sagde, og hvad de andre sagde,  jeg måtte have sagt, for der er altid dem, der er villige til at forsyne én med deres egne taler og lægge dem i munden på én med det samme; og slige folk er taskenspillere, der kan bugtale, på markeder og gadehjørner, og man er bare deres trædukke. Og det var sådan, det var under retssagen, jeg stod der i vidneskranken, men jeg kunne lige så godt have været lavet af stof og udstoppet, med et porcelænshoved; og jeg var selv lukket inde i den dukke, og min sande stemme kunne ikke slippe ud.”

Grace Marks sidder i fængsel, dømt for medvirken på det bestialske mord på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Efter at have undsluppet galgen og afsonet 16 år i skiftevis sindssygeanstalt og fængsel, besøges hun af den unge dr. Simon Jordan, som har til opgave at udrede Grace for hukommelsestab og sindssyge. Gradvist fortæller hun sin historie og lader dr. Jordan vide mere og mere om tiden op til, under og efter den frygtelige hændelse der forsejlede hendes skæbne for altid. Graces hukommelsestab gør det svært at gennemskue hvad der virkelig er sket, hvilken rolle hun har spillet og hvorvidt hun bærer skyld eller ej. Hele tiden må  dr. Jordan kæmpe for ikke at lade sig rive med af Graces fængende fortælling, og finder hele tiden sig selv tvivlende på sandheden af hendes historie. Er Grace uskyldig? Sindssyg? Eller er hun blot en uhyre dygtig manipulator og løgner?

Den historiske roman, Alias Grace trækker på en af Canadas mest berygtede mordhistorier fra det 19. århundrede. I romanen fusionerer gamle tilståelser, vidneudtalelser og faktiske beretninger med en særdeles  gennemført fiktion. Historien er meget velkomponeret og gennem bogens 550 sider var jeg næsten konstant underholdt og spændt på at vende næste side. Kun få passager med brevkorrespondance i romanens spæde start var en smule langsommelige, men viste sig selvfølgelig at bygge fundament for senere, vigtige dele af beretningen. Det er uden tvivl et imponerende researcharbejde der ligger bag romanen, som er en samtidsskildring i ligeså høj grad som en spændingsroman.

Sproget i Alias Grace er bemærkelsesværdigt, i det vellykkede møde mellem datidige kringlede formuleringer og en sproglig ligetilhed, nutidigt og datidigt sprog forenes på fineste vis. Desuden er beskrivelser af helt små ting, naturen, eller måden et hvidt klæde hænger på en tørresnor, så fuldendt lyrisk beskrevet, hvilket bidrog til en meget positiv læseoplevelse. Gennem fortællingen veksler synsvinklen ofte og læseren tilbydes adgang til hovedpersonerne på skift, hvilket gør fortællingen meget nuanceret. Alias Grace er en fortælling med mange lag, og det er ikke svært at få øje på Atwoods samfundskritik, fx i forhold til køn, eller samfundets forståelse af sindssyge.

Alias Grace, denne vanvittigt interessante og indholdsbastante roman, pakket ind i  lærred og orange skønhed, har ind imellem fået mig til at ønske, at min, ellers ret lange daglige togtur, ville fortsætte lidt endnu. Alias Grace er en roman der er næsten umulig at lægge fra sig, som spiller på læserens etik, moral og empati. Ligesom dr. Jordan bliver man i tvivl om, hvad der egentlig er sandt, falskt, hvad der er virkelighed og hvad der er drøm – for denne følelse af omtåget drømmeverden går som en grundtone gennem romanen, man indhylles på en måde i den drømmeverden Grace siges at havne i. Jeg kan kun anbefale Alias Grace til alle der har hang til både en psykologisk spændingsfortælling og et lyrisk sprog. Det er en enestående roman. 5/6 hjerter.

hjerter5

cof

Efter HBO’s succes med serien The Handmaids Tale, som er bygget på Atwoods roman fra 1986 af samme navn, bliver også Alias Grace filmatiseret (serieficeret – er det et ord?) og har premiere på Netflix fredag d. 3/11 2017. Efter at have siddet åndeløst klistret til skærmen og set The Handmaids Tale, glæder jeg mig afsindigt til premieren på Alias Grace. Og hvis serien er bare en tredjedel så fængende som bogen, så er jeg tilfreds!

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

cof

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Roman – Gladiator – 2017 – 375 s. – omslag af Clara Birgersson  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Altså jeg elsker hende ikke engang, og vi har nu været sammen i næsten 10 år. Og vi har fået barn sammen! Hvordan er jeg havnet i det her forhold og i det her liv? Han turde ikke sige alt det højt. Det ville bare være så pinligt at indrømme den største løgn i hans liv. Men løgnene har den egenskab, at de kan suge livsglæden helt ud af den, der ikke kan undvige dem. De kan slagte ens følelser og fornemmelser med den sløveste kniv.”

Ivan er kommet til Danmark som flygtning fra Balkan-krigen i begyndelsen af 1990’erne. Han er forfatter og arbejder til dagligt som serbokroatisk tolk i retssale og flygtningelejre. Han støder hyppigt på andre med samme efternavn som han selv, ja sågar med både samme fornavn og efternavn. Alle er de, som Ivan selv, indhyllet i løgn og bedrag, idet de ikke rigtig har noget at flygte fra. Ivan bor sammen med Marie, som han aldrig har elsket, og som han har fået nogle af sine adskillige børn med. Ivan er damernes ven, hans appetit på kvinder er stor, og en stor del af romanen fortælles gennem disse kvinders øjne. Ivans kvinder er naive, neurotiske, overfladiske, stereotype, dominerende, vrede, forurettede, uforståelige væsner, hvis skæbner på forskellig vis er formet af Ivan.

Ivan er aldrig tilfreds. Hans flugt fra hjemlandet fortsætter i lang tid efter ankomsten til Danmark, en flugt fra sig selv, sine følelser, sine medmennesker og fra livets generelle stilstand. Flugten resulterer i en grundlæggende og kontinuerlig hjemløshed, som får ham til at flakke hvileløst rundt, og at indhylle sig selv og alle andre i et spind af løgne, i sin søgen efter lykken og kærligheden – efter dén større eller mindre detalje, der kan give ham sindsro, og som i hans øjne nødvendigvis vil udgøre den ændring i tilværelsen, han så desperat søger.

Det er både svært og nemt at holde af Ivan. Hans overfladiske og egoistiske tilgang til livet og menneskene i det vender læseren imod ham, men samtidig kan man ikke andet end at holde lidt af hans vægelsind, hans grundlæggende forvirring og hans komiske, desperate væsen. Og netop det komiske bærer fortællingen, som uden dét lag, ville være ordinær, omstændig og grænsende til kedelig.

Romanens tragikomiske stil er ikke som noget andet jeg tidligere har læst. Komedie er som oftest ikke en litterær genre jeg bevæger mig i. Men i Ivan Blank er sarkasmen og det tragikomiske ganske vellykket og underholdende. Jeg læste i sarkasmen i Ivan Blank en samfundskritik, en fortælling om en mand i et samfund, som aldrig stopper med at stræbe og optimere. Som swiper til højre eller venstre uden større omtanke, for hele tiden at komme videre til noget større, bedre, mere lykkeligt og perfekt. Og som i høj grad mangler selvrefleksion i processen. Ivan er en egoistisk idiot, han forringer livet på dem, som burde være i hans fokus. Hans børn og deres mødre lider store tab mens han bare banker videre i tilværelsen, i sit egocentrerede vakuum.

Man kan undre sig over Ivans evne til at tiltrække kvinder. I fremstillingen af både ham, andre mandlige karakterer og kvinderne omkring Ivan opstår en skarp kønsdikotomi, som jeg ikke fandt komisk, men bare tragisk. Til trods for en marginal nuancering, opridses to modsatrettede, karikerede køn: Kvinden, som er moder eller erotisk objekt, oftest sur og skrap, og så manden, der er overfladisk, evigt underlagt sin krops lyster og begær og knapt i stand til at varetage sit eget liv, helt fra huslige opgaver som opvask og rengøring (som kvinden klarer) til overordnet rammesætning og realistisk livsplanlægning. Mændene i Ivan Blank svæver rundt uden rigtigt at knytte sig til nogen og noget, kvinderne holder stædigt fast i orden, struktur og kaster deres kærlighed på Ivan gennem et moderligt behov for at redde ham.

Trods velskrevethed kommer Ivan Blank aldrig rigtig ind under huden på mig. Og trods romanens oftest vellykkede ironi og tragikomiske stil, vinder Ivan ikke den grad af sympati, der skal til, for at udholde en så træg og magtesløs fortælling. Romanen lykkes godt i sin komposition, og var trods de mange brud i kronologien, en glidende og behagelig læseoplevelse. Desuden er den med sit grafisk skarpe, farvemættede omslag en fryd for øjet. Men romanen mangler noget oprigtigt interessant, en kerne som går ud over den lidt komiske fortælling om en mand, om (virkeligheds)flugt, rod- og hjemløshed. 3/6 hjerter for en underholdende og velskrevet, men ikke synderligt nuanceret eller interessant fortælling.

hjerter3

DA BORIS FIK GÆSLINGER og HOTEL BORIS af Ryan T. Higgins

cof

DA BORIS FIK GÆSLINGER og HOTEL BORIS af Ryan T. Higgins

Børnebøger (2-5 år) – begge bøger 48 s. – oversat fra engelsk: Hotel Bruce og Mother Bruce – Carlsen – 2017 – anmeldereksemplar fra forlaget

Så er der to nye bøger på gaden, om den sære, gnavne bjørn Boris.

Da Boris fik gæslinger handler om bjørnen Boris, som hader det meste – på nær æg. Da han en dag vil tilberede nogle lækre æg han har fundet, klækker de, og ud kommer fire søde små gæslinger. Boris prøver at slippe af med dem, men det er lettere sagt end gjort; gæslingerne tror at Boris er deres mor, så nu hænger han på dem.

I bogen Hotel Boris følger vi Boris og hans gæslinger, da de kommer hjem fra en ferie sydpå. Mens de var væk har nogle mus overtaget deres hus og lavet det om til et hotel. Får Boris mon sit hus tilbage igen?

De to Boris-bøger fra den engelske forfatter Ryan T. Higgins har mange kvaliteter. Historierne er forholdsvis simple og forståelige for de 2-5 årige,  som er aldersgruppen bøgerne henvender sig til. Illustrationerne er virkelig fine, stemningsfulde og humoristiske, og  så kan de to bøger noget helt særligt vigtigt; også underholde den voksne der læser op.

De fleste småbørnsforældre må kunne nikke genkendende til at der er meget stor forskel på hvilke bøger der er gode at læse op. Nogle af min datters bøger er så kedelige og grimt illustreret at jeg altid krydser fingre for, at det ikke er dem hun vælger, når den står på højtlæsning. Den gode børnebog skal kunne fortælle en god historie, understøtte fortællingen med smukke og fantasifulde illustrationer, have en pointe, lægge op til dialog, og så skal den også gerne have flere lag, så de voksne også kan føle sig underholdt. Jacob Martin Striids mange bøger er i mine øjne det perfekte eksempel på underholdning og humor til både børn og voksne – og på fantastiske illustrationer for den sags skyld. Og på samme måde lykkes det Higgins at ramme mig, gennem små detaljer, som er henvendt til den voksne og på den måde give både mig og mit barn en virkelig underholdende læseoplevelse.

Bøgerne er humoristisk fortalt på flere niveauer og underholder både barn og voksen. De to fortællinger er desuden bygget op, så de lægger op til en mere inkluderende, dialogisk læsning. Trods det fjollede, sære univers, inddrages der dagligdags ting, som er gode udgangspunkter for en samtale med barnet gennem højtlæsningen. Alt i alt to fremragende bøger, både hvad gælder indhold og udtryk, så de får 5 hjerter og en kraftig anbefaling herfra!

hjerter5

 

APRIL 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen

cof

APRIL 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen

Roman – Gyldendal – 2017 – 192 s. – omslag af Andreas Kjærgaard  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“I Bibelen bygger israelitterne en kalv af guld som de i deres utålmodighed begynder at tilbede mens Moses er oppe på Sinaibjerget for at tale med sin gud. Det er aldrig sket, det er et digt. Men at Nettet har fjernet kunsten, der længe blev tilbedt som noget dybere, noget hinsides det enkelte menneskes kapacitet, det er en realitet. Og Thomas synes faktisk at Nettet er det tætteste mennesket nogensinde har været på noget guddommeligt.”

Vi befinder os i en nær fremtid. Teknologien har udviklet sig i en retning, hvor alt foregår på en skærm – en iScreen. Internettet har udviklet en rationel bevidsthed, og alt der ikke er nyttigt, annulleres. Dette gælder for al kunst, som forinden er blevet digitaliseret. Kunstværker, bøger, LP’er – alt sammen er destrueret i fysisk form og nu også i digital form. I April 2026 møder vi bl.a. Joachim, som er kunstformidler og som er gået fra skepsis til begejstring, ift. digitaliseringen af kunst. Men han begynder at glemme. Hvad han laver, hvor han er, hvad der er sket. iScreenen er hans eneste hukommelse, og han er efterhånden komplet afhængig af at den virker. Vi møder Nicholas, som sælger analoge bøger på det sorte marked, og som er desperat ved tanken om snart at løbe tør. Esther, som er blevet berømt fordi hun forudså hvilken udvikling internettet ville undergå, og Christian, som følte sig frigjort da kunsten forsvandt. En række små, novelleagtige fortællinger, som giver hver deres vinkel på et fremtidigt samfund, hvor internettet har taget over, og hvor mennesket underlægges teknologien.

April 2026 er fantastisk fordi den er så gennemtænkt. At al kunst vurderes som unyttigt og fjernes er hovedideen. Men de små historier som tilsammen udgør romanen fortæller om strukturelle forandringer, om uddannelsesinstitutionernes og arbejdsmarkedets udvikling, politiske forandringer og det politiske potentiale i en total digitalisering, alle vinklet fra forskellige perspektiver, men med en gennemgående rød tråd. Romanen er så gennemarbejdet at jeg købte hele konceptet uden at studse over overdrevne eller urealistiske elementer, som fremtidsromaner ellers ofte tilbyder. Måske er det fordi det ikke er svært at forestille sig, at vi kunne havne et sted i nærheden af det samfund der skildres, at fremtidsscenariet ikke er så urealistisk endda.

Som kulturformidler føler jeg mig nødvendigvis truffet af fortællingens tese om digitalisering og nyttevurderinger: Som humanist i det hele taget er det til tider svært at blive taget alvorligt, fordi der netop hersker en nytte(løs)tanke omkring kultur- og humanvidenskaberne. Fordi det vi arbejder med ikke kan måles eller vejes efter samme parametre, som de naturvidenskabelige uddannelser. Fordi kulturen forstås som “det ekstra” og ikke det fundamentale.

April 2026 er en skræmmende, underholdende, velskrevet, gennemtænkt, helt fantastisk roman. Fremtidsdystopisk og teknologifilosofisk. Jeppe Krogsgaard Christensen skriver med et flow og en tilgængelighed, som gør læsningen til en gennemført behagelig oplevelse, hvilket fik mig til nærmest at sluge bogen i én mundfuld. Det er en kæmpe fejl, at jeg ikke tidligere har læst noget fra hans ellers roste forfatterskab, noget, som jeg agter at ændre på hurtigst muligt. Både gennem form og indhold minder han mig om Kaspar Colling Nielsen (som i øvrigt snart er aktuel med en ny bog!), hvilket, hvis nogen skulle være i tvivl, skal forstås som en kæmpe ros herfra. Og mine tanker henledtes også til The Handmaids Tale, den populære og prisbelønnede fremtidsdystopiske HBO-serie, baseret på Margaret Atwoods roman fra 1980’erne. Læs April 2026 for en underholdende læseoplevelse, for at sætte gang i nogle refleksioner, for fornøjelsen af en fantastisk gennemarbejdet bog. Læs den! 6/6 hjerter.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

8702238952

“Ventehjulet” er et meget rammende, gennemgående billede og symbol i romanen.

cof

Selv min halvandet-årige ville gerne have snitterne i bogen ❤

KAREN BLIXEN I BILLEDER – EN LIVSSKILDRING af Marianne Juhl

cof

KAREN BLIXEN I BILLEDER – EN LIVSSKILDRING af Marianne Juhl

Billedbiografi – Gyldendal – 2017 – 216 s. – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen tvivl om, hvad der var det vigtigste i Karen Blixens bagage, da hun rejste hjem fra Afrika: to næsten færdige fortællinger. Et par måneder før afrejsen havde hun skrevet til sin bror Thomas: ‘Saa har jeg, i disse vanskelige Maaneder, foretaget mig, hvad vi Søskende gør, naar vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, jeg er begyndt at skrive en Bog’. (…) En aften fandt Karen Blixen sine to fortællinger frem og læste dem op for Thomas. Han blev grebet, og han var sikker: Her lå hendes fremtid”

Disse fortællinger bliver de første udgivelser i et af de største danske forfatterskaber nogensinde. Karen Blixen levede et turbulent liv med store tab, ulykkelig kærlighed, knuste drømme og sygdom. Men også med international succes i sit forfatterskab, talrige udenlandsrejser, store venskaber og stor offentlig popularitet. I billedbiografien Karen Blixen i billeder – en livsskildring følger vi hende fra de helt unge år, i en søskendeflok på fem, med en far der begår selvmord og en mor i sorg. Vi hører om hendes barndom, ungdom, om hendes tid i Afrika, om kærligheden, sygdommen, hjemkomsten, den internationale forfatterkarriere og om hendes sidste tid.

cof

Karen Blixen var en fantastisk forfatter og et dybt fascinerende menneske. Hun besad en egenrådighed og selvstændighed der ikke var almindelig for en kvinde på hendes tid. Og med sin refleksion over køn og eksistens var hun forud for sin tid.

Blixen-ekspert Marianne Juhl har udgivet billedbiografien, som er et ajourført og opdateret portræt af Karen Blixen. Med sin ekspertise guider hun os igennem et livsforløb fuld af store og voldsomme begivenheder. Karen Blixen i billeder kan både læses af hærdede Blixen-entusiaster og af læsere, som ikke har beskæftiget sig med hende før, for den taler klart og forståeligt til sin læser. Den er skrevet sagligt og samtidig så personligt, så man føler, at man kommer helt under huden på Karen Blixen.

Bogen bidrager med 25 nye billeder om forfatteren og legenden Karen Blixen, som ikke tidligere har været publiceret. Og så skildrer den Karen Blixens turbulente liv på en overskuelig, interessant og respektfuld måde. De varmeste anbefalinger herfra om at lade sig opsluge af en velkomponeret, smukt illustreret fortælling om et dybt fascinerende og storslået liv. 5/6 hjerter.

hjerter5

Bogklubnoter #1


Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

BUNGALOW af Inghill Johansen

IMG_20170830_144747.jpg

BUNGALOW af Inghill Johansen 

Roman – Forlaget Silkefyret – 2017 – 132 s. – omslag af Michelle Melissa Jacobsen  – anmeldereksemplar fra forlaget

“Huset tager styrken fra mig. Det borer sig ind i mig og gør mig svag. Det er i færd med at overtage mig, sluge mig, selvom det egentlig var det modsatte der var meningen. Når jeg trækker vejret, skærer glasset fra vinduerne sig ind i mine lunger, og når jeg strækker mig, er min ryg ligeså stiv som bjælkerne i væggen. En nat drømte jeg at der blev trukket et rør ned i min hals, jeg mener det var af kobber. Da jeg vågnede, var halsen øm og stemmen rusten. Jeg holder fast i tanken om at være låst fast i noget. Noget der burer mig inde. Indtil nu har jeg troet, at jeg havde brug for det, havde brug for huset, havde brug for væggene, gulvet, trapperne. At det var dem som holdt mig oppe. At uden alt det ville min krop bare flyde ud i landskabet som en slags slatten dej. Men nu forstår jeg at jeg har taget fejl, det er omvendt.” 

Bungalow handler – som titlen indikerer – om et hus. Efter sin mors død arver jegfortælleren huset, som hendes bedstefar byggede lige før Anden Verdenskrig. Men hun kan ikke forene sig med huset, det tager ikke imod hende. Da moren dør, begynder huset at falde fra hinanden, listerne rådner, fundamentet smuldrer. Huset, som skulle være et stabilt hjem og give hende ro, er i stedet fremmed for hende, afstøder og isolerer hende.

Inghill Johansen skriver på nærmest knausgaardsk vis om små dagligdagsting på en måde, som gør dem interessante. Punktromanens små tekststykker giver her og der nyt blod til for længst automatiserede handlinger og oplevelser, fastholder læserens interesse trods et nærmest ikke-eksisterende handlingsforløb. Sproget er ligetil, nærmest minimalistisk, omhandlende store og små følelser, stilstand, magtesløshed, sorg, ensomhed og tab. Gennemgående er den overbevisende nedbrydning af grænsen mellem organisme og genstand, krop og hus. Mennesker, dyr og planter flyder sammen i stærk metaforik, og små handlinger og hændelser peger på større eksistentielle spørgsmål og overvejelser. Og så trækkes der et fint spor af underspillet humor gennem romanen.

Bungalowen danner ramme omkring fortællingen. En bungalow er en kvadratisk bygning i ét plan, med et fladt eller let skrånende tag. Der ingen trapper, ingen assymetri, ingen overraskelser eller uforudsete muligheder. Der er vægge, gulv og loft, som kan beskytte dig – eller holde dig fanget og isoleret. Jegfortælleren i Bungalow befinder sig i et ambivalent gensidigt afhængighedsforhold til huset, hun længes efter handling, efter forandring og progression, men hun giver samtidig op og synker ned i den trygge ligegyldigheds vakuum. I takt med husets forfald, går også hun fra hinanden. Mens tapetet slipper væggen og skabslågerne løsner sig fra sine hængsler, giver hun op. Og alligevel får man et lille glimt af håb, en udsigt til forandring.

Læsningen af Bungalow var en blandet fornøjelse. Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring. Ikke fordi romanen er svær at læse, men fordi punktromangenren ofte kræver en højere grad af refleksion, før et egentligt sammenhængende narrativ træder frem. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

 

BOGTANKER #6: LITTERÆR NYSGERRIGHED

cof

Du har måske oplevet det – at tale om bøger med en ven eller bekendt, som tidligt i samtalen smider det tunge kort: “Jeg læser kun (indsæt genre)”. Ligesom “Jeg hører kun hvad de spiller i radioen”, eller “Jeg spiser kun mad der ikke er krydret”. Hvad end det handler om bøger, mad, musik, kulturelle oplevelser, eller noget helt femte, så er det en udmelding, som jeg gang på gang ærgrer mig over. Giv din hjerne noget udfordring!

Jeg får flashback til følelsen fra min spæde ungdom i provinsen. Det forventedes, at man valgte side og forholdt sig hovedløst loyalt til denne. Er du poptøs? Eller skater? Hop så ned i én af kasserne – og bliv der! 

Det er et menneskeligt grundvilkår at søge kategorisering. At finde et fællesskab i, at tilhøre en gruppe, at gøre det samme som de andre i gruppen. At genkende sig selv i gentagelsen. Og når det kommer til musik og litteratur, så er det faktisk stadig sådan, i det ellers så (nogenlunde) nuancerede voksenliv. Hvis du primært læser krimi, så er du en bestemt type. Hvis du kun læser svært tilgængelig faglitteratur, bestemte dagblade og få snævre skønlitterære udgivelser, så er du en anden, men ligeså karikeret type. Og det samme, hvis du erklærer din kærlighed til young adult og kærlighedsdramaer. Du er hvad du læser, og det er vel sådan set også ok. Det jeg læser siger i hvert fald noget om, hvem jeg er, og hvad jeg interesserer mig for. Men det bliver i mine øjne problematisk, når vi søger en bestemt genre eller form i en grad, hvor alt andet udelukkes, hvor den litterære nysgerrighed blokeres. For der stopper vores potentiale for udvikling også.

Selv har jeg haft nogle af de største øjenåbnende bogoplevelser i mødet med litteratur som jeg ikke selv umiddelbart ville have valgt. Når man er under uddannelse støder man, i hvert fald på universitetet, ofte på denne type læsning, men i voksenlivet er det slut med pligtlæsning og derfor også, for nogens vedkommende, slut med at udfordre sig selv litterært. Og dét synes jeg er ærgerligt.

Så en venlig opfordring herfra; hold aldrig op med at være nysgerrig og opsøgende. Lad aldrig dig selv begrænse af hvad du plejer og ikke plejer at læse. Forsøg dig med en bog i ny og næ, som ikke nødvendigvis er et oplagt valg for dig. Det værste der kan ske, er, at du bliver bekræftet i at bogen ikke faldt i din smag. Eller også bliver du positivt overrasket og får en helt unik læseoplevelse med dig.